Egeskov først i mål i Venstres Ludo

Venstres byrådskandidater til det kommende kommunalvalg gik i weekenden Socialdemokraterne i bedene, da de mødtes på Vallekilde Højskole for at forberede kandidaterne til det kommende valg, og give deres nye hold mulighed for at mødes og komme hinanden ved under mere afslappede forhold.

Foto: Per Christensen

Venstres spidskandidat til borgmesterposten i Odsherred Morten Egeskov mangler stadig en hel del før han kan kalde sig borgmester, men i weekenden kunne han dog notere sig en sejr på vejen frem mod kommunalvalget, da han slog Venstres andre byrådskandidater og kom først i mål i et spil Ludo hvor byrådskandidaterne selv agerede ludobrikker.

– Ideen var at vi skulle mødes og ryste holdet sammen. Et af de mere afslappede punkter på dagens program var det her spil Ludo, forklarer Morten Egeskov.

Venstres byrådskandidater mødtes lørdag på Vallekilde Højskole, hvor de var gennem et program, der indeholdt såvel faglige og politiske punkter som sociale og hyggelige indslag.

– Ud af vores kandidater er der fem der genopstiller fra det nuværende byråd, og en enkelt der har opstillet før. Nogle har selvfølgeligt været med til tidligere kommunalvalg, men for andre er det en helt ny oplevelse, fortæller Morten Egeskov.

– Vi havde blandt andet et indlæg fra kommunaldirektør Lars Holte om kommunens økonomiske orientering og politikernes rolle, Holbæks viceborgmester Jens Stenbæk kiggede også forbi og fortalte om politisk håndværk, ligesom vi fik en introduktion til facebook til ære for de af vores kandidater der endnu ikke er kommet på, fortæller Morten Egeskov.

– Jeg fik helt bestemt også noget ud af indlæggene, selv jeg godt vidste det meste af det i forvejen. Jeg er jo en af de "gamle" i politik, og meget af det vi hørte var jo netop for at forberede vores nye kandidater, siger Morten Egeskov.

tr nordvest.dk