Dronningen og Prinsen på blind burka-date

Dragsholmrevyen er brøle-morsom, bidsk og balstyrisk i den 10. udgave, traditionen tro uforudsigelig i sine vinkler, skriver dagbladet Nordvestnyt.

Der var premiere fredag på Rørvig Centret, hvor publikum måtte overgive sig til grine-muskulaturen, blandt andet i de to forbundne sketches om Dronning Margrethe og pensionist-prinsen. Revyen overraskede med, at de burka-klædte gestalter i numrene »Flugten« og »Nydansker« var henholdsvis Dronningen og Prinsen, der havde gang i en udklædningsleg (en slags blind date) for at kunne være inkognito til en romantisk middag i Rørvig og skjule sig for formiddagsbladene.

– Jeg er spændt på, hvad han er klædt ud som. Måske King Kong, sagde Susanne Breuning med majestætlig stemmeklang, en rolle hun mestrer.

– Gud bevare Danmark og Rågeleje. Undskyld – Rørvig.

Den burka-klædte Prins (gravid-stor mave) overvejede et tilbud som »Den Sorte Dame« på Dragsholm Slot.

– Der kunne jeg trække mig tilbage. Ligesom England, sagde Bente Eskesen inde fra burkaen.

Breuning og Eskesen var hippe i »Bedstemor med slag i«, trendy, tatoverede og street-smarte, hiphop-dansende, stomp-stampende, spændstige.

– Den sidste salgsdato er skredet, men vi forlader ikke stedet. Vi er fulde af fis og hurlumhej.

Der var stærke, satiriske hug til presse og underholdnings-industri i »Public Service«, »Kioskbasker« og »Skæbnefortællinger fra Odsherred«, og pøbelen tog magten i den ormegårds-krybende »Shitstorm«. »Mine kære små« handler ikke om børn, der skal i sikkerhed, men penge på vej til Panama, via lyssky mellemmand.