Den fortabte søn

Den fortabte søn

Overfladen på maleriet Den fortabte søns hjemkomst begyndte, få år efter at Jørgen Roed i 1882 havde malet det, at krakelere i overfladen. Konservatorerne kan ikke reparere det, men billedet har stadig en plads i Korskirken i Vallekilde.

Foto: Pipaluk Balslev

Vallekilde: Lidt skjult i et hjørne i valgmenighedskirken Korskirken hænger et maleri. En nøgen dreng knæler for sin far, som tager imod ham med åbne arme. Billedet, som er malet af Jørgen Roed i 1882, forestiller Den fortabte søn, som er en af Jesu lignelser.

Lignelsen fortæller om en ung mand, som beder sin far om at få udleveret den del af familiens ejendom, der tilkommer ham, hvorefter han rejser ud i verden og ødsler formuen væk på et udsvævende liv. Fattig vender han tilbage til sin far og bekender sine synder. Faren møder ham med kærlighed.

I følge præst Janne Sulkjær var drengen, som stod model til billedet, Jehovas Vidne. Efter han var blevet malet, udvandrede han til Amerika sammen med sin familie, der drømte om en anden tilværelse. Fortællingen om drengen kan minde om den unge mand på billedet, der søgte ud og kom hjem. Drengen fra Jehovas Vidner søgte ud og fandt hjem i troen.

Oprindeligt var maleriet alterbillede i Korskirken. Overfladen på billedet krakelerede dog ret hurtigt, og ved en ombygning af kirken i 1920, blev alterbilledet erstattet af Joakim Skovgaards glasmosaikker, og fik en lidt mere ydmyg plads i kirken.

pip