Op til vinterferien blev en stor del af de legeredskaber, som mine børn leger med i skolen afspærret med minestrimmel. Vippedyr, gynger, klatrestativer mm var pludselig ikke en del af børnenes hverdag, bortset fra at de stadig stod der til minde om dejlig legetid, som på ubestemt tid var lukket ned.
Årsag. De var ifølge et eksternt legepladsfirma som kommunen havde bedt om at vurdere sagen ikke forsvarlige at benytte af forskellige årsager.
Det svarer vel til at kaffemaskinen på en almindelig arbejdsplads var dømt ude på ubestemt tid fordi den havde en lille revne i kanten eller det ikke kunne dokumenteres at man ikke kunne blive skoldet eller få stød, hvis man brugte den forkert!
Formålet med legepladsundersøgelsen har helt sikkert været at sikre, at børnene ikke kan komme til skade når de leger. Et ædelt formål, men hvor stor en pris skal børnene betale for det? Indtil videre har de meget tålmodige og forstående børn ventet i ca. 5 uger og fået nogle af deres redskaber tilbage, men langt fra dem alle.
Når jeg som helt almindelig forældre udstyret med almindelig sund fornuft kigger på legeredskaberne, herunder faldunderlag mm, så forekommer det mig at faren ved at bruge dem er meget rimelig set i forhold til ikke at kunne lege med dem. Altså taler proportionalitetsprincippet for at lade børnene lege som de altid har gjort og så få udbedret de ting der måtte halte hurtigst muligt og til en ansvarlig økonomi.
Den slags er naturligvis altid en vurderingssag og her er jeg helt tryg ved at de pedeller og ledere der arbejder på skolerne kan vurdere det, evt. i samarbejde med skolebestyrelserne og børnenes forældre, som også ser legeredskaberne dagligt. Jeg kunne i hvert fald ikke drømme om at aflevere mit barn og på vejen hjem se et ødelagt eller farligt legeredskab og så tænke. Pyt, hvis nogen kommer til skade er det jo ikke mit ansvar!
Resultatet af at vi fralægger os ansvaret og overlader det til fagfolk er helt konkret rød minestrimmel over det hele på ubestemt tid! – samt en regning til os alle i form af skattekroner til legepladsinspektører, kommunal ’overforvaltning’ mm.
Altså bliver de penge der burde bruges på at opføre og vedligeholde legepladser(f.eks. pedeltimer) brugt på papirarbejde og dokumentation, alt sammen med de bedste intentioner, men med det resultat, at ansvaret flyver rundt i vinden sammen med rød minestrimmel og børnenes længsler om at få lov til at gynge igen.
Hvem vil påtage sig at forklare børnene at de bare kan lege med luftkasteller og gode intentioner.
Og hvem vil stå vagt for at sikre at børnene ikke kravler op i det nærmeste træ, som der (heldigvis) stadig findes nogen af på legepladserne? Der er jo hverken faldunderlag eller tjek på om der skulle være en rådden gren.
Hvorfor bliver jeg ikke mere konkret og retter min henvendelse direkte til dem der skal løse problemet? Det gør jeg ikke fordi jeg har forhørt mig rundt i systemet relevante steder og uanset hvem jeg taler med så er sagen ikke så enkel og ansvaret diffust!
Til gengæld er alle enige om at situationen er uholdbar og at det ikke skal gå ud over børnene. Tak det vidste jeg godt på forhånd og sidstnævnte er flere uger for sent!
Morten Lerstrup Hylleberg
Under Himlen 7
Egebjerg
4500 Nykøbing
