
Teaterleder Simon Vagn Jensen er nu tilbage i spidsen for Odsherred Teater. Han har været sygemeldt siden årsskiftet som følge af en hovedskade efter styrt på cyklen og efterfølgende blødning og operation.
– Jeg har det helt fint igen og bliver faset stille og roligt ind i arbejdet. Det har været forrygende at opleve, hvordan holdet på teatret er gået ind og har taget over. Det er en virkelig stærk enhed, siger Simon Vagn Jensen til dagbladet Nordvestnyt.
– Selvfølgelig har det været en forskrækkelse for mig, min familie og kollegaerne, men heldigvis får jeg ikke mén efter uheldet. Jeg måtte igennem tre indlæggelser og to operationer, og det var selvfølgelig hårdt, men jeg får ikke fysiske mén, siger Simon Vagn Jensen.