
den 29-årige Yamma Ahmadzai blev onsdag den 30.december stukket ihjel på sit arbejde, opholdsstedet Ørbækskilde i Fårevejle, og siden har det tragiske drab vækket en massiv kritik af forholdene i psykiatrien.
Også det lokalt valgte Socialdemokratiske folketingsmedlem, Rasmus Horn Langhoff, er chokeret over drabet.
Han er sit partis sundhedsordfører, og han håber, at regeringens planer for psykiatriens fremtid vil virke forebyggende på den slags tragedier.
»Det er en frygtelig tragisk hændelse. Det er desværre en mere generel tendens, at psykiatrien mange steder er presset. Både hvad angår økonomi og medarbejdere.For mig understreger det endnu engang hvor vigtigt det er, at regeringen laver en 10-årsplan for psykiatrien. En plan som er finansieret og som kan sikre, at psykiatrien har et solidt økonomisk grundlag, og vil give patienterne en bedre hjælp,« siger han.