Biogas: Vi føler os taget som gidsler

Initiativgruppen mod biogasanlæg i Vig har ikke kyshånden fremme, hvis de skal tage imod det tilbud om samarbejde om miljøkrav til et kommende anlæg, som formand for miljø- og klimaudvalget, Paw Pedersen (DF) fremsatte på borgermøde i Vig forsamlingshus den 7. februar, hvor 400 borgere var mødt op.

– Vi føler os taget som gidsler af kommunen. Hvis vi vælger at gå med ind i maskinrummet, som Paw Pedersen udtrykte det, så har vi principielt sagt ja til et biogasanlæg. Hvis vi på den anden side siger nej til samarbejdet, så får vi nok skudt i skoene, at vi ikke er interesserede i den demokratiske proces, siger Jørgen Preuss fra Vig Familieby.

Initiativgruppen havde møde mandag aften, hvor de lagde planer for, hvordan de griber den videre protest mod biogasanlægget an.

– Vi blev enige om, at hvis vi går med i et sådan samarbejde, så vil vores mål være at stille så høje krav til et biogasanlæg, så de slet får mulighed for at bygge det, siger Jørgen Preuss.

Udvalgsformand Paw Pedersen er ked af initiativgruppens syn på hans tilbud om samarbejde.

– Jeg kan da godt følge Vig-folkene. Jeg ville også være meget utilfreds, hvis jeg stod i samme situation. Beslutningen om tilladelse til biogasanlæg er jo taget. Jeg ved ikke hvad der skal til, for at byrådet ville tage sagen op igen, siger Paw Pedersen.

Han er klar over, at et samarbejde med initiativgruppen om miljøkrav godt kan gå hen og blive kompliceret.

– Men der kan jo ikke stilles urimelige miljøkrav, som hvis de for eksempel krævede, at der kun må køres lastbiler til anlægget klokken tre om natten. Men de er da velkomne til at komme med forslag, som er så skrappe, som muligt, siger Paw Pedersen, som endnu ikke er klar over, hvordan samarbejdet med kommunen og initiativgruppen vil kunne foregå rent praktisk.