Selvom opstarten var præget af corona, så har de nye forpagterne af strandcampingen i Høve, Lau og Michelle Sass, svært ved at få armene ned.
Konceptet med luksustelte kombineret med bålmad og rolige omgivelser har tiltrukket mange gæster. Så mange, at der ikke er flere overnatningsmuligheder hos Lillero i denne sæson.
– Der er alt udsolgt. Og vores madsted som vi kalder Madro, er også godt besøgt. vi har ventelister på at få et bord, fortæller Lau Sass i en kort ledig stund i en hektisk tid midt i højsæsonen.
Han vægrer sig for at kalde stedet for en glampingplads.
– Det er det ikke. Det er et hotel ved stranden. En oase, hvor man kan dyrke tiden og nyde kvaliteten, siger han.
Kvaliteten gælder ikke kun overnatningen i rummelige telte, men også de kokkerier, der bliver lavet af de kokke, Lillero har hentet i henholdsvis Canada, Irland og England.
Den ene skulle have arbejdet på michelinrestaurant i København, men takkede nej fordi han hellere ville lave mad over bål i Høve.
Faktisk er der så godt gang i den lille campingplads med tilhørende madsted, at der blev behov for flere muligheder for at mætte sultne munde.
Derfor er der nu etableret et samarbejde med folkene bag Fucking Foodtruck, Tonny Lange og Peter Karlsson, som serverer burgere i et hjørne af pladsen.
– Egentlig havde vi planer om at køre vognen hen, hvor der ligesom manglede et mad-tilbud, for eksempel Klint og Kongsøre, og det talte vi også med kommunen om. Men så viste det sig, at Lillero havde så travlt og så stor succes, at der var mulighed for at blive her resten af sæsonen, forklarer Peter Karlsson.
– Vi er blevet taget rigtig godt i mod. Også navnet, som giver nogle gode og sjove samtaler med kunderne, fortæller han.