Fra vandsiden kender de fleste det charmerende gamle store hus, der siden huset blev bygget i 1920 har været i fiskerfamilien Martens eje.

I 2016 blev den ikoniske ejendom med vikingeskibet øverst i retning mod Christian Sørens havn, solgt til Peter Jørs kendt fra Jørs biler.
Ville jævne huset med jorden
Peter og hans hustru Benedicte fortæller, at der var to andre interesserede købere samtidig med dem selv, men familien Martens nægtede at sælge til de andre. De ville bare rive huset ned og bygge lejligheder. Og det ville Jørs ikke.

– Som barn sejlede jeg ofte forbi med min far, når vi var ude for at sætte åleruser, fortæller Peter Jørs, da avisens udsendte møder ham og Benedicte foran pragtvillaen, der siden marts har været indpakket i store stilladser og plastik.
Men nu er den smukke svane kommet frem i lyset, og har fået en imponerede forvandling, der ikke har været foretaget siden fødslen for 102 år siden. Der er taget en masse før-billeder.

Fjordkig fra alle etager
– Vi har fuldt hele renoveringen, og glædet os meget til at nyde den dejlige udsigt, fortæller parret, der har fået hver en etage at boltre sig på og kælderen låner datteren, når hun er hjemme fra sine studier i Sverige.
Ejendommen er beliggende på Fiskerlodden 22 med fjordkig fra hver af de tre etager á 140 kvm.
Den indvendige renovering er endnu ikke i gang. Men en ting, der er sikkert, soveværelset i kælderen, der er indrettet som i en gammel skibskahyt, skal bevares.
Jørs fortæller at deres drøm om et hus ved vandet, er gået i opfyldelse. Muligheden bød sig, da sønnen Jeppe gerne ville overtage forældrenes gård.
Krabbeklør i tagrender
I tagrender ligger der rester af krabbeklør og muslingeskaller, fordi der er blevet rusket godt op i ejendommen. Blæst og regn gør at gammelt puds falder ned. Det er levn fra dengang, hvor håndværkere hentede sand til mørtel.

Der er kælet for alle detaljer, og det har været vigtigt i processen, at bevare det så originalt som muligt. Intet er blevet overladt til tilfældigheder. Håndværkerne er blevet stillet opgaver, som de aldrig har prøvet før. Nogle har indimellem været dømt til en ommer.
Buen er kobberbelagt
– Vi har lagt nyt tegltag på, og gamle konstruktioner er bevaret. Ved altanen havde håndværkerne fra Børge Jakobsen & Søn på den ene side af altanen først lavet en inddækning, som man ville lave det i dag, men det så forfærdeligt ud, fortæller Benedicte Jørs.
Håndværkerne kløede sig lidt i nakken – og tænkte – hvad gør vi her.

– Heldigvis havde vi billeder, som vi kunne vise til Peter Jakobsen fra entreprenørvirksomheden. Og opgaven blev lavet om. De har virkelig givet sig god tid til at udføre arbejdet og gjort sig umage.
Resultatet blev at teglstene i stedet blev indmuret efter original gammel byggestil, hvor man byggede tagsten ind i muren. Samme metode er benyttet rundt om de to skorstene.

– Håndværkerne ville ellers kassere sugfjællet, der sidder lige under mansardtaget (sugfjæl kaldes i dag sternbræt, red.) Men det blev slebet og malet og med møje og besvær sat op igen, fortæller Jørs-parret.
Hvorfor lige et vikingeskib?
Plastiktagrenderne er udskiftet med kobber, og det går igen omkring kvistvinduer og buen. Her har en stukkatør været hyret til at shine det gamle vikingeskib, som er støbt ind i buen.
Mysteriet om hvorfor det blev lige netop et vikingeskib, at huset blev prydet med i 1920, går hen i det uvisse. Carl Erik Martens, der en del af slægten, som byggede ejendommen, oplyser at have hørt det skulle være en Tirslund tilknyttet Kähler, der havde udformet vikingeskibet.
Udsmykning på tagrender
– Jeppe synes, det har været sjovt at følge renoveringen, og har budt ind med ideer. Han foreslog, at vi skulle sætte drueknæ på tagrenderne, som er en form for udsmykning, man anvendte i gamle dage, forklarer Benedicte og Peter Jørs.
Huset er pudset og malet, og der blevet brugt fem måneder på at reparere alle revner. De gamle vinduer er bevaret med kit og maling. Dog er glasset udskiftet til termoruder.

Fest for håndværkere
Vi fortsætter rundt om huset, og slutter foran den dybe veranda ved hovedindgangen.
– Her har vi udskiftet det tidligere gelænder til en balustrade (en håndliste i beton, som hviler på en række søjler, red.) og stukkatøren har lavet stuk i loftet. Det er nyt, fortæller Benedicte Jørs, der ser frem til at sidde og male i den færdige veranda.

– Vi har haft en fantastisk samarbejde med håndværkere fra Børge Jacobsen & Søn, der skal rundes af med en frokost i Christian Sørens havn, smiler hun.
Næste step på Fiskerlodden 22 er haven, og så må det indvendige komme lidt ad gangen.

