Ulovlige knive og knojern

Hvorfor køre rundt med ulovlige knive og et knojern i bilen? Foto: Arkivfoto

Blot en halv times færdselskontrol gav virkelig udbytte, da politiet torsdag aften var et smut i Vallensved nord for Næstved.

En kontrol på hovedfærdselsåren gennem byen, Slagelsevej, klokken 19.30-20 afslørede, at en 21-årig mand fra Sandved var narkobilist. En anden bilist blev sigtet for kørsel uden førerret, mens en tredje kørte så hurtigt, at det giver et klip i kørekortet.

Endelig var der også en, som havde to ulovlige knive og et knojern med i bilen og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven.