Udsatte får penge til fodboldstøvler

Foto: Ida Steenfeldt Andersen
Donationerne, som BROEN Næstved modtager, bliver omsat til blandt andet fodbolde og benskinner, så ingen udsatte børn og unge skal føle sig udenfor, når det kommer til foreningenslivet.
Donationerne, som BROEN Næstved modtager, bliver omsat til blandt andet fodbolde og benskinner, så ingen udsatte børn og unge skal føle sig udenfor, når det kommer til foreningenslivet.

Der var brede smil at spore hos Mads Mikkelsen fredag eftermiddag, da han tog imod en donation fra Spar Nord Fonden på ikke mindre end 100.000 kroner til foreningen BROEN Næstved, hvor han er formand.

Foreningen hjælper børn og unge, der kommer fra udsatte familier, hvor pengene ikke altid rækker til fritidsaktiviteter.

Med pengene får foreningen nu mulighed for at betale for kontingenter og udstyr, så flere kan gå til for eksempel fodbold, dans og spejder.

– Pengene giver os mulighed for at gå ind og understøtte børn og unge, der har brug for det, så de føler sig på højde med deres kammerater, siger Mads Mikkelsen og fortsætter.

– De har måske været vant til at få genbrugsgaver, men nu får de samme nye udstyr som deres venner.

Er nødvendigt

Muligheden for at indgå i det lokale foreningsliv betyder meget for børn og unge. Det understreger Mads Mikkelsen.

– For mange af børnene kan det, at dyrke en aktivitet i sin fritid, være det mest positive i en hverdag, hvor det måske ikke fungerer derhjemme og i skolen, siger han.

Ud over sund motion er det også her, mange børn og unge skaber relationer på tværs af alder og klasser.

– Venskaber, der er baseret på interessefællesskaber, betyder rigtig meget, siger han.

Som formand er han glad for at være med til at give udsatte børn og unge muligheden for at deltage på lige fod med andre.

Så sent som i sidste uge var BROEN Næstved med til at give tre søskende mulighed for at gå til spejder. Ud over at betale kontingenter fik de tre børn også alt det udstyr, som det kræver for at deltager på en spejderlejr.

– Vi tog de tre søskende med i Spejdersport, hvor de fik både soveposer, spisegrej og spejderuniformer, så de kan være en del af truppen, siger Mads Mikkelsen.

Hvert år hjælper BROEN Næstved 350 børn og unge i Næstved Kommune. Da Mads Mikkelsen begyndte som formand for syv år siden, var det tal nede på 34.

– Jo mere kendt BROEN bliver blandt befolkningen, desto mere stiger behovet for økonomisk støtte, siger han.

Pengene, som foreningen deler ud, kommer udelukkende fra donationer.