
Det var ikke kønt, men det kan ikke ses i tabellen, hvor det var usandsynligt vigtigt for Næstved Boldklub, at det blev til en sejr på 1-0 hjemme over Skive i søndagens 1. divisionsopgør.
Kampens enlige mål stod anfører Kristoffer Munksgaard for, da han i 22. minut selv fulgte op på sit brændte straffespark og scorede på riposten fra målmandsredningen.
De tre point gør, at »de grønne« ryger over nedrykningsstregen i en meget tæt bundstrid.
I forhold til 1-1-udekampen i Vendsyssel i forrige runde var der ikke meget, der flød for Næstved. Det var meget få chancer, sydsjællænderne kom frem til, mens skibonitterne faktisk havde nogle flere forsøg, der godt kunne have givet pote. Heldigvis for værterne var målmand Mikkel Bruhn de få gange, det var nødvendigt, ude med en redningsgivende handske.
Helt uden muligheder var sydsjællænderne selvfølgelig ikke, og et godt sparket frispark fra over 25 meter af Andreas Moos blev eksempelvis reddet til hjørnespark.
Bare otte sekunder efter pausen havde Munksgaard også en god mulighed på en fremlægning af Luis Fernando, men Skive-keeperen reddede for næsen af en næsten fri Næstrved-anfører.
De midtjyder gæster var i perioder lidt for tæt på værternes mål til stor bekymring for de 1.070 tilskuere, hvor af én var i Skive-trøje. Men Næstved red stormen af og sikrede sig dermed den vigtige sejr, inden det torsdag går løs hjemme i den meget omtalte omkamp mod Viborg.