– Det er sjældent, jeg synes, dommerne er kampafgørende. Men i dag var de…
Selv efter at have sundet sig nogle minutter i omklædningsrummet var Næstved/Herlufsholms 2. divisionstræner Per Berg en skuffet mand sent søndag eftermiddag. Nærmest vred.
Trænerens humør skyldtes ikke så meget nederlaget mod det ubesejrede tophold fra Stadion kort forinden, og de hængende mundvige var bestemt heller ikke møntet på spillernes indsats.
Årsagen var derimod Stefan Vedersø og Jacob Harmundal Petersen, der gennem stort set hele kampe agerede støttehjul for et slingrende Stadion-hold.
– Jeg har lige rost mine spillere, for de leverede en fin indsats, men de to med fløjten gjorde i den grad svært for os, siger Per Berg.
– Jeg forstod slet ikke deres linje. For eksempel er det åbenbart tilladt at vælte vores stregspiller omkuld, fordi han er stor. Så er han selv ude om det jo…
Ét minut og 29 sekunder inde i anden halvleg slog dommerparret til med den afgørende kendelse, da sydsjællændernes velspillende playmaker Kim Jørgensen forsøgte at opsnappe en aflevering til gæsternes Casper Wager.
Ved et uheld blev Stadion-topscoreren ramt i hovedet og faldt om på halgulvet, og så fik Kim Jørgensen rødt kort.
I forvejen måtte Næstved/Herlufsholm undvære Nicolai Brogaard på grund af en skade, så da kampen skulle afgøres bestod værternes bagkæde af en fløjspiller, en stregspiller og en dødtræt Kasper Lund. Og da Stadion samtidig fik lov til at standse Joachim Møller på stregen med alle midler, var det ikke så underligt, at hjemmeholdet kun scorede én gang de sidste 13 minutter, hvor 18-18 blev til 19-22.