Større strømafbrydelse

Alle berørte husstande havde fået strømmen tilbage klokken 22.40.

Lørdag aften kort før klokken 19 gik strømmen pludselig hos lige omkring 2.200 husstande i den vestlige del af Næstved.

– Vi ved stadigvæk ikke hvorfor strømmen gik, siger Lasse Bjerre Sørensen, presseansvarlig hos elselskabet Cerius.

I første omgang har selskabet koncentreret sig om at få strømmen tilbage til det ramte område, som er Digtervejskvarteret, sidevejene til Slagelsevej og et større område vest for Næstved by.

– Den seneste melding lyder på, at det nu kun er 18 husstande, som ikke har fået strømmen tilbage endnu, sagde Lasse Bjerre Sørensen omkring klokken 20.45.

Da strømafbrydelsen blev opdaget, blev to lokale montører sendt på arbejde og har sørget for at få ledt strømmen uden om det sted, hvor der åbenbart er sket en fejl.

– Det er formentlig på et eller to hovedcentre, der er sket en fejl, siger Lasse Bjerre Sørensen, som forventer at fejlen bliver udbedret på mandag.

Cerius meddelte klokken 22.40, at alle de omkring 2.200 berørte husstande nu igen havde fået strøm i boligerne.