Sommerlige fornemmelser under forårsløb

Foto: Ulrik Bachmann

Det var ikke udstyr, som 470 motionscykelryttere søndag gik ned på under Næstved Cykel-Motions bud på en åben forårsklassiker i det sydsjællandske.

For der var ikke en eneste rusten havelåge med cykelkurv at spotte blandt de mange deltagere til Forårsløbet.

Og da viceborgmester i Næstved Kommune Linda Frederiksen (S) satte de tre løbsdistancer på 60, 90 og 120 km. i gang med et kvarters mellemrum, var hun heller ikke i tvivl om, at niveauet for de såkaldte motionister er hævet betragteligt over de senere år. Både hvad angår udstyr og generelt konditionsniveau.

– Jeg havde ellers tænkt på, om jeg selv skulle have taget cyklen hertil i dag. Men det havde nok set helt forkert ud, at jeg kom på sådan en blå damecykel, sagde hun grinede.

– Det er blandt de allerførste løb. Normalt starter cykelsæsonen i maj. Mange er kommet hertil fra København. Der er sådan en forventning i luften. Folk er ekstra spændte, når man tager hul på en ny sæson, siger presseansvarlig i Næstved Cykel-Motion, Søren Vosgerau Jespersen.

Forsøger igen næste år

Næstved Cykel-Motion har i en årrække arrageret løb på mountainbike omkring Næstved. Men forårsløbet er det første af sin art, hvor det er landevejscykling og et løb, der principielt er åbent for alle.

Også Team Rynkebys ryttere, som til sommer tager turen til Paris, pudsede grundformen af under løbet.

– Der er store planer om at gøre løbet til en fast tradition. En gang om året. Alt i alt har vi fået meget fine tilbagemeldinger fra deltagerne, siger Søren Vosgerau, som samtidig kan afsløre, at der undervejs blev forceret 1200 højdemeter på distancen på de 120 km.

45 frivillige stod ude på ruterne og i start- og målområdet ved den tidligere gardehusarkaserne på Gardehusarvej i Næstved og hjalp til med det praktiske.

– Det er suverænt det største arrangement, vi har afviklet til dato, fortsætter Søren Vosgerau Jespersen.