Tirsdag formiddag var stolerækkerne i Bio Næstved godt fyldt op. Elever fra de ældste folkeskoleklasser i Næstved var mødt op til visning af dokumentarfilmen Rumæniens Glemte Børn, som er produceret til ASK WHY? DOCS af NGO’en THE WHY Foundation.
Filmen er gribende og viser en barsk virkelighed for hjemløse børn i Rumæniens hovedstad Bukarest. De bor i tunneller og bunkere nede i storbyens kloaker, hvor de har indrettet et interimistisk hjem sammen med en voksen mand med kælenavnet Bruce Lee, som de kalder “far”.
Skader hjernen med lak
En stor del af tiden har de rumænske børn en plastikpose for munden, hvorfra de sniffer alulak, som bl.a. bruges til at lakere fælge med. Det er ekstremt giftigt og hæmmer udviklingen, når det sniffes eller smøres på huden. Andre børn i “hjemløsefamilien” har en joint hængende fra læberne, og andre igen skyder narko i årerne.
Bruce Lee er selv afhængig af alulak og smører sig ind i den sølvfarvede lak og optræder som “statue” i en af byens parker. Han har været i koma to gange pga. de giftige kemikalier, som lukker hudens porer og får kroppen til at lukke ned. Han er en excentrisk mand med tykke kæder viklet om håndled, fodled og hals og kæder med hængelåse i sin bukselinning, så han minder om et suttetræ.
Alligevel er han en elsket faderfigur for børnene og Nicu, som filmen følger fra han er 12 til 16 år. Sidst i filmen ligner han stadig en dreng på 12 og har kun gennemgået skolegang svarende til 5.-6. klasse, fordi den giftige lak har forsinket hans udvikling og skadet hans hjerne.
“Far” Bruce har en drøm om at købe et nedlagt hotel og indrette et hjem til alle sine “børn”. Det koster to millioner euro, og alle børnene hjælper til med at tjene penge, som samles i et skrin i hjemmet under jorden. Men missionen mislykkes, og han bliver tilsidst anholdt for narkohandel. Måske har han også udnyttet børnene for egen vinding.
Dreng har to år at leve i
Undervejs i filmen får Nicu høj feber, han er afpillet som en fugleunge, og en kvinde, som har forsynet gadens børneparlament med mad gennem tre år, følger Nicu på hospitalet. Det viser sig, at han har tuberkulose og HIV; han har kun to år tilbage at leve i, hvis han ikke tager den medicin, lægerne udskriver til ham.
– Nu har jeg et meget kort liv, så jeg vil gerne leve normalt, så jeg føler, at jeg har levet, siger drengen i filmen.
Hans nye mor er kærlig mod ham, “feder ham op” og får ham i skole, og han prøver at holde sig fra stoffer. Men det er svært, når han er sammen med de andre hjemløse børn.
Nicu fortæller hende, at han blev slået i hovedet med i mursten af sin far, da han var lille. Alligevel er han parat til at tilgive sin far og vise ham, hvor langt han er kommet med sit liv. Som alle andre børn længes Nicu efter en rigtig familie.
– Det er vildt synd
Efter filmen var Daniel Høybye tilstede for at drøfte filmen med eleverne og fortælle om sine egne erfaringer med hjemløshed.
– Det er vildt at se, hvor anderledes deres liv er, og det er vildt synd for dem, sagde en af eleverne.
– Det giver helt klart perspektiv. En ting er at se og læse om det i medier, men at se det filmet med håndholdt kamera, nede hvor de bor under jorden giver et helt anderledes indtryk, sagde en anden elev.
Daniel Høybye fortalte eleverne om sit liv som hjemløst barn og voksen. Udover sin personlige erfaring med hjemløshed og han også et stort kendskab til det pga. sit virke som bestyrelsesmedlem i hjemløse-organisationen SAND, medlem af Udsatterådet og bisidder for andre hjemløse.
Bar lig af narkoman
– Jeg er selv vokset op på gaden, og da jeg var 13 var jeg med til at fjerne et lig af en, som havde taget en overdosis. Vi slæbte lige ned i opgangen fra anden sal, så nogen kunne ringe efter en ambulance. De voksne brugte børn til kriminelle opgaver, vi kunne ikke dømmes, fordi vi var under 15, fortalte Daniel Høybye.
Han blev fjernet hjemmefra, kom på døgninstitution, stak af utallige gange og har været eftersøgt af politiet omkring 50 gange. Han har boet på 16 forskellige institutioner og gået på 15 forskellige folkeskoler.
– Jeg har altid været sportsudøver og har ikke taget stoffer. Jeg var ekstremt kriminel, men har kun afsonet 18 måneders fængsel i alt, fordi jeg var god til at gemme mig. Efter et hårdt liv er jeg i dag alkoholiker og kæmper med det hver eneste dag, fortalte Daniel Høybye.
Eleverne spurgte ind til hans vilde liv, og han svarede åbent og ærligt på det hele. Han sagde, at han fortalte dem mere, end han fortæller sin mor, som han skåner for de værste historier.
ASK WHY? Docs er et projekt drevet af THE WHY Foundation – en uafhængig, upolitisk, non-profit organisation, der via faktuelle film sætter en national og international dagsorden, og bringer humanitære problematikker ind i den offentlige debat.
– ASK WHY? Docs har en positiv effekt på både fællesskabet og individet – det viser den seneste evaluering af sidste sæson, siger Justine Garofalo, som er projektkoordinator i THE WHY Foundation.
Der er 6000 hjemløse i Rumæniens hovedstad Bukarest, de 1000 af dem anslås at være børn. I dette skoleår når projektets dokumentarfilm ud til næsten 6000 udskolingselever landet over.
