Sjove naturaktiviteter for børnefamilier

KFUM-Spejderne giver sjove oplevelser for børn.

Der er sjove oplevelser på programmet en gang om måneden, når 10 børn i alderen tre til fem år og deres forældre mødes til Familiespejd hos KFUM-Spejderne i Herlufmagle.

Gruppen af børn kaldes "Rumpenisser" efter de små skovfolk i historien om Ronja Røverdatter. Aktiviteterne finder sted søndag formiddag og har til formål at skabe gode oplevelser i børnefamilierne og gøre børnene lidt klogere på naturen.

Det handler selvfølgelig også om at blive fortrolig med de ting, spejderarbejdet bygger på, og som mange af børnene senere oplever i spejdergruppens øvrige enheder hos bæverne, ulvene, juniorspejderne og så videre.

Programmet byder altid på en naturaktivitet, som passer til årstiden, og alle aktiviteterne foregår udendørs. Der har været fokus på edderkopper, som blev indfanget, studeret og i sidste ende deltog i et storstilet kapløb. Aktiviteten satte fokus på edderkoppernes fine spind, og børnene skulle selv bevæge sig rundt i et stort net udformet med tovværk på jorden.

Fantasien får tit frit løb, og da temaet handlede om kastanjer, blev der fremstillet mærkelige, farlige og venlige dyr ud af kastanjer, bog, agern, blade, kogler og andre naturmaterialer klistret sammen med limpistol.

En fast bestanddel af aktiviteterne handler om båltænding og tilberedning af supper, kødretter, kager, grøntsager, frugt og andet på bålet.

Søndag den 1. februar mødes Familiespejderne næste gang mellem klokken 10 og 13 ved spejderhytten på Sletskovvej 5 i Herlufmagle. Dagens program handler om GPS'er, som børnene skal bruge for at komme rundt i terrænet og spille billedlotteri med motiver fra naturen.

Bålet skal tændes og der skal laves appelsinkager, hvor appelsiner udhules og fyldet indgår i en dej. Dejen røres sammen og hældes i appelsinerne, som derefter skal stå i glødebålet lidt.

Familier med børn i tre til fem års alderen er meget velkomne til at komme og prøve at deltage i aktiviteterne. Det er gratis at være med et par gange, hvorefter børnene meldes ind som medlemmer i spejdergruppen.

Husk varmt tøj og en lille madpakke.