Sjølund-drenge mødte muren

Tre sejre i tre kampe på førstedagen. Det tegnede godt, da drengene fra 8. årgang på Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund vandt deres indledende pulje til DM i Skolebasket i Vejen med så overbevisende resultater som 42-32, 33-9 og 28-17. Men på andendagen mødte de muren.

– Spillet blev for febrilsk, og så var en af vores bærende spillere blevet skadet allerede i den første kamp. Det skal ikke være en undskyldning, men det betyder meget i skolebasket, fordi det svækker den ene af de to kæder, man spiller med, forklarer cheftræner og matematiklærer Henrik Bak med henvisning til de særlige regler, hvor hvert hold består af to kæder, der skal spille hver to af kampens fire perioder.

– Og så var dem, vi mødte på finaledagen, bare for dygtige. De havde flere spillere med, der har spillet i klub. Det gør en forskel, forklarer Henrik Bak.

Efter sejren ved kredsmesterskabet havde drengene fra Kobberbakkeskolen afdeling Sjølund sat næsen op efter noget stort ved DM i Skolebasket. De endte på en samlet fjerdeplads.

Han havde på forhånd drømt om en plads i top tre, men på andendagen tabte drengene deres første kamp 22-30 og den sidste kamp 23-38. Dermed endte de på en fjerdeplads – lige uden for medaljerækken.

– Drengene var mentalt trætte. Der var ikke mere sukker på tanken. Da vi så niveauet herovre, troede vi, at der var mulighed for mere, og i vores første kamp slog vi det ene af de hold, der gik i finalen. Så stemningen var selvfølgelig nedtrykt, fortæller Henrik Bak.

– Men flere af spillerne har sagt, at det har været en god tur og en god oplevelse. Alle har fået spilletid, og flere af dem har fået nye venner fra skoler overalt i landet. Det er en fed måde at være afsted på, fortsætter han.

På førstedagen var humøret højt. Tre sejre i tre kampe gav håb om medaljer.

En af de spillere, der var mest skuffet, var Tobias Pedersen fra 8.a. Han havde på forhånd satset på en plads i semifinalen, hvilket blev indfriet, men han var ikke tilfreds med holdets indsats i slutspillet.

– De var bare dårlige. Det var generelt på alle pladser, siger Tobias Pedersen, der har spillet basket siden 2. klasse og denne sæson har spillet i mesterrækken for U15. Han mener selv, at han gjorde, hvad han kunne, men det var ikke nok.

– De hold, vi mødte på finaledagen, var ikke væsentlig bedre end os. Hvis en af vores spillere ikke var blevet skadet, kunne vi snildt have vundet det hele, konstaterer han.

Noget kunne man dog have justeret på, erkender han. For eksempel sengetiderne – morgenvækningen var klokken 6 hver dag. Men det er ikke nemt, når flere hundrede unge – drenge og piger – er indkvarteret på samme skole.

– Det har være en god oplevelse. Men resultatet var lidt ærgerligt, siger Tobias Pedersen.

En godkendt indsats fra alle og et par særdeles stolte trænere, lød det efter stævnet fra assistenttræner Rikke Belling Poulsen. Men det var også nogle trætte og lidt skuffede drenge, der vendte hjem.