Sigsgaard tog pæn skalp

Tennis: Christian Sigsgaard fra Næstved er klar til anden runde i single ved 15.000 dollars-turneringen på Frederiksberg.

25-årige Christian Sigsgaard debuterede på Davis Cup-holdet i 2015, og den kommende kamp mod El Salvador er niende gang, sydsjællænderen er med i den danske trup. Foto: Dansk Tennis Forbund

Sigsgaard tog pæn skalp

Christian Sigsgaard slog tredjeseedede Alfredo Perez ud i første runde af ITF-turneringen på Frederiksberg. Foto: Dansk Tennis Forbund

I sidste uge røg Christian Sigsgaard fra Næstved ud i kvartfinalen i single ved ITFs 15.000 dollar-turnering i Vejle, og han er muligvis på vej mod i hvert fald samme bedrift ved denne uges lignende turnering på Frederiksberg.

I onsdagens første runde stod han ellers overfor den tredjeseedede amerikaner, Alfredo Perez, men den 25-årige sydsjællænder vandt 6-4, 7-6 i en kamp, der varede to timer og tre minutter.

– Ja, det var en god sejr, men alle kan nærmest slå alle i denne slags turneringer, så jeg forventer, at alle kampe bliver svære. Men en god start, siger Sigsgaard.

I første sæt brød han allerede sin jævnaldrende modstander til føring på 2-1, men han blev brudt tilbage ved 4-4. Igen brød Sigsgaard hurtigt igen til 5-4-føring og tog så også sættet i sit eget parti til 6-4.

I andet sæt brød danskeren igen til 2-1, men blev hurtigt selv brudt til 2-2. De to kombattanter på KBs anlæg fulgtes til 4-4 og 5-5, hvorefter Sigsgaard kom bagud 5-6. Amerikaneren havde endda to sætbolde, men Christian Sigsgaard overlevede og udlignede til 6-6.

De to spillere skulle derfor i tiebreak, hvor sydsjællænderen kom bagud 6-7 og var tæt på at tabe sættet. Sigsgaard kom dog stærkt igen, tog de tre næste bolde og vandt kampen med 9-7 i tiebreak.

I anden runde skal Næstved-drengen, der spiller for Gentofte, møde den 23-årige franskmand Mathieu Scaglia, der ligger meget tæt på Sigsgaard på ATPs verdensrangliste. Begge spillere ligger omkring nummer 800.

– Jeg kender ham lidt fra collegetiden. Han er en sikker spiller, så jeg skal ind og presse ham lidt med mit tempo. Jeg tror, der er gode chancer, men nu må vi se, siger sydsjællænderen, der også skal i aktion i double-kvartfinalen torsdag sammen med Johannes Ingildsen.