Særskat skal væk

Foto: Mogens Lorentzen
Borgmester Carsten Rasmussen indvier første etape af den østlige omfartsvej, som er betalt med penge fra dækningsafgiften.
Borgmester Carsten Rasmussen indvier første etape af den østlige omfartsvej, som er betalt med penge fra dækningsafgiften.

Næstveds politikere tager nu fat på debatten om afskaffelsen af dækningsafgiften på erhvervsejendomme.

Den forkætrede erhvervsskat sender hvert år Næstved langt ned på listen over erhvervsvenlige danske kommuner. DIs årlige analyse er deprimerende læsning for borgmester Carsten Rasmussen, der også er formand for Næstved Erhverv.

Og bestyrelsen for Næstved Erhverv har sendt et forslag til byrådet om at dækningsafgiften skal afskaffes.

– Og det er jeg enig i. Det er målet, som vi skal arbejde mod. Dækningsafgiften skal nedsættes og helst helt afskaffes. Men jeg kan ikke sige, om det bliver om et, fem eller 10 år. Det vigtigste er signalet til erhvervslivet om, at vi ønsker dækningsafgiften væk. Det er et vigtigt signal at sende, siger Carsten Rasmussen til Sjællandske.

Særskat

Dækningsafgiften er en særskat på erhvervsejendomme. Det er en afgift, som kommunerne kan – men ikke skal – opkræve af forskellen mellem grundværdien og ejendomsværdien. Knap halvdelen af landets 98 kommuner har valgt at opkræve dækningsafgift. Den kan maximalt være på 10 promille. Næstved opkræver fem promille, og afgiften indbringer kommunekassen en årlig indtægt på cirka 24 millioner kroner.

Afskaffelsen af dækningsafgiften skal drøftes i byrådet den 26. april. Den endelige afgørelse tages i forbindelse med vedtagelsen af næste års budget den 11. oktober.