Rynkeby-venner spiller billard

Foto: Mogens Lorentzen

– Klaus lå jo bare hjemme på sofaen, når han kom fra arbejde. Derfor fik jeg ham til at interessere sig for Team Rynkeby.

Sådan siger Klaus Østerby Madsen, 50 år og kloakmester i Tappernøje.

Han debuterede som Rynkeby-rytter i 2018, men sprang over sidste år. Men sammen med vennen Klaus Henrik Pedersen, elektriker, havde han glædet til at cykle til Paris.

Paris-turen har coronaen sat en stopper for, så de to gange Klaus cykler nu Danmark Rundt. Som en del af Team Rynkeby Storstrøm – 32 ryttere og 12 servicefolk.

Billard hver mandag

Men hvad er forhistorien.

Klaus Østerby Madsen og Klaus Henrik Pedersen har kendt hinanden i mere end 25 år. Og været gode venner i lige så mange år. I mindst 20 år har de spillet billard hver mandag. Året rundt.

Elektriker-Klaus er 56 og indrømmer, at han ikke har dyrket motion i over 30 år.

– Jeg er blevet grebet af cyklingen. Så jeg håber at cykle til Paris næste år med Team Rynkeby. Det er lidt ærgerligt, at vi ikke kan cykle til Paris i år, men Danmark Rundt er også en stor oplevelse. Og en cykel-udfordring med mange kilometer, siger Klaus Pedersen.

– Ja, det er stærkt vanedannende. Jeg kan faktisk ikke undvære det. Jeg har i mange år drømt om at være med, men først for et par år siden fik jeg tid. Det er kammeratskabet og det gode formål, der trækker. Og så får man god motion, siger Klaus Østerby Madsen.

Studenter-veninderne

Klauserne, der populært kaldes Dupont og Dupont, er ikke de eneste venne-grupper i Team Rynkeby.

Studenter-vennerne Bettina Andersen, Pia Galle og Bodil Andersen har alle været i Paris med Rynkeby. Nu er veninderne med Danmark Rundt. De er alle fyldt 50 i år og havde planlagt fest i foråret. Den satte coronaen en stopper for. Som den bremsede cykelturen fra Næstved til Paris.

De tre veninder har dog ikke tabt humøret. Fødselsdagen fejres i efteråret, og de har også mod på at være en del af Team Rynkeby næste år.

Alle de Rynkeby-ryttere, der blev snydt for Paris-turen i år, er sikre på at være med på 2021-holdet, hvis de vil.

Børnekræftafdelinger

Team Rynkeby handler om tre ting: Samle penge til børn med kritisk sygdom, kammeratskab og cykling.

Alle tre ben er lige vigtige på en trebenet skammel. Sådan er det også med Rynkeby-projektet.

Og i år cykler vi Danmark Rundt på fem dage. 800 kilometer. Vi besøger børnekræftafdelingerne i Odense, Århus og København. I Odense sang vi fødselsdagssang for Carla. Det gav mening. Trods regn, blæst og rekordmange punkteringer er humøret højt i Rynkeby-teamet.