Riskær beklager tyvstart med plakatophængning: Det er jo pisseirriterende

Foto: Niels Brande

Partiet Klaus Riskær Pedersen har tyvstartet ophængingen af valgplakater til Folketingsvalget.

Officielt må der først lørdag klokken 12 hænges valgplakater op for kandidater og partier, men allerede fredag formiddag dinglede Klaus Riskær Pedersens plakater fra master i krydset Vestre Ringvej/Åderupvej i Næstved.

– Det er jo pisseirriterende, at det er sket, siger Klaus Riskær Pedersen, da Sjællandske taler med ham ved middagstid fredag.

Partilederen forklarer, at de blandt andet via crowdfunding har fået 350 mennesker rundt om i landet til at købe hver 10 plakater, som de også har haft til opgave at hænge op.

I Horsens og et par steder i Nordsjælland er plakaterne desværre kommet op før tid.

– Og så også hos dig i Næstved, kan jeg forstå, siger Klaus Riskær Pedersen.

Partiet har fredag formiddag, efter at være blevet gjort bekendt med situationen, skrevet ud til de pågældende plakatkøbere.

– Jeg beklager, det er sket. Vi har sendt en rykker ud i dag om at få dem taget ned og sat op igen i morgen, siger Klaus Riskær Pedersen.

I alt er Partiet Klaus Riskær Pedersen klar til i alt at sætte 5000 valgplakater op, når de for første gang stiller op til Folketinget..