Efter skudepisoder ved Bandidos' og Black Armys klubhuse henholdsvis i Ringstedgade og på Nordre Farimagsvej i Næstved i dagene omkring nytårsaften reagerede politiet prompte ved at udstede 14 dages forbud mod adgang til adresserne.
Begge steder blev bevæbnede betjente sat til at bevogte indgangene, men de var væk igen allerede i mandags.
– Vi laver hele tiden en konkret vurdering af situationen. I starten fandt vi det nødvendigt med betjente på stedet, men nu kompenserer vi for deres manglende tilstedeværelse på anden vis. Vi har selvfølgelig andre muligheder patruljeringsmæssigt, forklarer Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi, og fortsætter:
– De to steder er nu plomberet, og det er forbundet med straf at gå derind.
Forbuddet blev udstedt til at gælde i 14 dage, således at det udløber 16. januar. Det er dog ikke sikkert, at rockerne eller indvandrerbanden får lov at rykke ind igen på denne dato.
– Vi har fortsat en efterforskning af skudepisoderne i gang. Hvis vi ikke føler os overbevist om, at der er den fornødne ro, så er det en reel mulighed at forlænge forbuddet. Men mange faktorer spiller ind, fortæller Kim Kliver.
Politiinspektøren siger videre, at politiet stadig opfatter skudepisoderne som en »naturlig forlængelse af kampen om det kriminelle marked i Næstved«.