
Efter den vigtige sejr i det lokale bundopgør mod Dianalund/Tersløse kom Næstved Herlufsholm (NHH) i den grad ned på jorden igen, da man hjemme i Herlufmagle-hallen tabte med 24-35 til Team Sydhavsøernes andethold.
– Det var en offday. Meget mere er der ikke at sige til det, siger NHHs cheftræner Mikkel Hyldebo, der ikke havde så meget at komme med.
Oliver Horst og tilbagevendte Nicklas Færgegaard forsøgte at trække det op og komme med noget tyngde og energi, men det lykkedes ikke rigtig.
– Det var bare en af de dage, man hiver ud af kalenderen. Det var vores dårligste kamp efter nytår, siger Hyldebo.
Forsvarsmæssigt forsøgte keeper Oliver Jensen at redde hjemmeholdet fra et hæderligt nederlag, men selv om han gjorde det glimrende, havde han svære betingelser.
– Drengene fra Sydhavsøerne spillede også godt, anerkender Mikkel Hyldebo.
Træneren tror ikke, den pauvre indsats hænger sammen med, at holdet nu tror, den hellige grav er velforvaret efter sejren over Dianalund/Tersløse.
– Det vælger jeg ikke at tro. Vi har brugt en del tid på at tale om, at sæsonen ikke er færdig for os, selv om vi vandt den. Men nu har vi 20 dages pause inden næste kamp ude mod Køge, konstaterer NHH-træneren, der også håber, at målmand Oliver Jensen kommer sig hurtigt.
– Han måtte også stå på andetholdet kampen efter, da vores øvrige keepere er skadede. Og her fik Oliver en bold i hovedet. Så godt med en lille pause, lyder det fra Hyldebo.
Kampen i tal
2. division, mænd
Næstved Herlufsholm – Team Sydhavsøerne: 24-35 (11-16)
Målscorere for NHH: Oliver Horst 8, Nicklas Færgegaard 7, Frederik Lohse 4, Oliver Vallebo og Kasper Rasmussen hver 2, Simon Østergaard 1.