Næstved Kommune er begyndt at købe Birkebjergparken tilbage. Birkebjergparken blev solgt til Kommunekredit for nogle år siden på tidsbegrænsede leasingaftaler. Det skete på et tidspunkt, da kommunen manglede penge.
Nu har kommunen penge i kassen, så byrådets økonomiudvalg har besluttet at tilbagekøbe to leasningaftaler, som udløber med udgangen af året. Næstved Kommune kan købe bygningerne for 17,2 millioner kroner, og til gengæld sparer kommunen en årlig leasingydelse på 260.000 kroner.
Tre andre leasingaftaler udløber i 2021. De kan alle forlænges eller indfries.
– Vi har valgt at indfri aftalerne for de to bygninger, der udløber i år. Så vi har rådighed over bygningerne. Det betyder, at vi er frit stillet og fri for bindinger, siger borgmester Carsten Rasmussen.
Det bliver en opgave for det nye byråd at afgøre, hvad der skal ske med de mange bygninger i Birkebjergparken. Blandt andet bliver University College Sjællands lejede lokaler ledige, når de flytter til Campus Næstved på Munkebakken. Det gælder de lokaler hvor ergo- og fysioterapeutskolen plus sygeplejeskolen holder til i dag. Ifølge borgmester Carsten Rasmussen kan tilbagekøbet af Birkebjergparken udløse en større rokade. Der skal udarbejdes en helhedsplan for det store område i Næstved Syd.
Borgmesteren tilføjer, at også Susågårdens aktiviteter kan flyttes til Birkebjergparken. Det vil give mulighed for boligbyggeri i Grimstrup-området.
Men intet er besluttet, men det bliver en sag for det byråd, der starter 1. januar.