Ny skolestruktur giver trafikale udfordringer

Anemonevej er blevet lukket for at give skolebørnene en mere sikker vej til skole. Foto: Jan Lundstrøm
Anemonevej er blevet lukket for at give skolebørnene en mere sikker vej til skole. Foto: Jan Lundstrøm

Når skoleeleverne i Næstved Kommune møder op i skole mandag 8. august, er det på en helt ny skole – den har i hvert fald fået nyt navn og er slået sammen med andre skoler.

Det har skabt trafikale udfordringer på Primulavej, fordi Kildemarkskolen og Kalbyrisskolen for fremtiden er en enhed med de små klasser på den ene og de store klasser på den anden. Den hedder nu Ellebækskolen.

Jan Lundstrøm bor på Pirmulavej og har undret sig over, at kommunens folk pludselig har spærret Anemonevej, en sidevej til Primulavej.

Han har skrevet til Sjællandske for at få en forklaring.

– Jeg mener ikke at have set noget i Sjællandske, om at vejen skulle lukkes, og hverken en googling eller søgning på kommunens hjemmeside giver mig noget svar, skriver han.

Sjællandske har spurgt vejingeniør Anders Gedde Pedersen, Næstved Kommune, hvad de har gang i.

Han lægger ud med at beklage, at kommunen ikke har været god nok til at fortælle, hvorfor man arbejder så meget i området.

Anders Gedde Pedersen fortæller, at de i samarbejde med Ellebækskolen har vurderet, at Primulavej vil være den primære skolevej for mange skoleelever i fremtiden.

– Den nye skolestruktur giver nogle ændringer, siger han.

Det betyder blandt andet, at en del af Anemonevej for fremtiden er blind, men det kommer også til at betyde andre ændringer på Primulavej.

– Vi har lukket Anemonevej, så børnene kan krydse den, så det bliver mere sikkert, siger Anders Gedde Pedersen, og tilføjer, at skulle der komme nogle uforudsete problemer med vejlukningen, så er det ikke værre, end at man kan lave det om.