
Fritidsklubben Smakken i Karrebæk skal ikke være privatskole. Et spinkelt flertal bestående af regeringspartiet Socialdemokatiet og De Konservative sagde sent tirsdag aften nej til, at udleje Smakken til Karrebæksminde Privatskole.
Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale og Enhedslisten stemte for, at fritidsklubben bliver privatskole. SFs Jette Leth Buhl undlod at stemme. Dermed blev den tætte afstemning afgjort med 14 nej mod 12 ja.
Beslutningen betyder, at privatskolen får meget svært ved at starte efter sommerferien. Til gengæld er Karrebæk Skole sikret i mindst yderligere seks år.
Seks års garanti
Den konservative ordfører Helge Adam Møller krævede som betingelse for at sige nej til privatskolens ansøgning, at Socialdemokratiet lovede, at Karrebæk Skole fortsætter i resten af denne valgperiode samt i den følgende. Det betyder mindst seks års garanti for at skolen fortsætter med klasser fra 0 til sjette klasse.
Borgmester Carsten Rasmussen garanterede, at Socialdemokratiet ikke lægger stemmer til lukning af Karrebæk Skole.
– Vi ønsker ro i skolevæsenet. Og vi mener Karrebæk Skole skal fortsætte. Smakkens lokaler er ikke på salgslisten. De bruges af Karrebæk Skoles elever, fastslog Carsten Rasmussen.