
Efter seks år som assistenttræner for Næstved Bolklubs bedste mandskab er Peter Nielsen blevet enig med klubben om, at han ikke længere skal fungere som assistenttræner for Mogens Krogh.
I stedet skal Peter Nielsen nu hellige sig jobbet som salgschef på fuld tid. Det er en løsning, som han er meget tilfreds med.
– Seks år det er lang tid i det samme job i fodboldens verden, så allerede i sommerpausen var jeg klar til at sige farvel til den del af jobbet, siger Peter Nielsen, der indtil nu har delt sin tid mellem trænerjobbet og opgaven som salgschef i boldklubbens administration.
Til tider stressende
– Det har været meget stressende til tider, og derfor havde jeg også nået et punkt, hvor jeg var parat til at sige stop for trænerdelen. Det er ikke optimalt, at jeg ikke kan være 100 procent fokuseret på så vigtig en opgave det er at være assistenttræner for et 1. divisionshold, og jeg har heller ikke kunne være 100 procent omkring mit arbejde med at pleje klubbens sponsorarbejde, siger Peter Nielsen, der glæder sig til at der kommer lidt mere fokus på sponsorarbejdet.
– Vi bliver ved med at vokse på den front, og det stiller stadig større krav til mig. Vi har nået et punkt, hvor vi har ansat en sælger mere på deltid, og nu kan jeg bruge alle mine arbejdstimer på den del, så på den måde kan vi forhåbentlig gøre det endnu bedre for vores sponsorer at være en del af vores erhvervsnetværk, siger Peter Nielsen.
Stoppet som assistenttræner er på ingen måde dramatisk. Kendere af arbejdsgangen i klubben vil mene, at det er helt naturligt. Set i det lys, at Peter Nielsen ikke har været med på trænerbænken til efterårets hjemmekampe, fordi de kommercielle opgaver i forbindelse med en hjemmekamp har lagt beslag på Peter Nielsens tid.
– Hele den model, med at jeg kun var med på bænken til udekampene, var ikke holdbar i længden. Der skal jeg være ærlig og sige, at det ikke var holdbart i forhold til spillerne, at jeg ikke kunne være med i fuldt omfang, siger Peter Nielsen, der nu skal koncentrere sig om rollen som salgschef i Næstved Boldklub.