
Næstveds sportschef Jesper Frisenholm havde egentlig annonceret, at Næstved var færdig med at hente spillere til efterårets trup, men nu har man alligevel valgt at forstærke sig med endnu en spiller.
Der er tale om angriberen Ahmed Hassan, som det seneste halve år har spillet i Kristianstad. Inden da spillede han i HB Køge, hvorfra han rykkede videre til Sverige for et halvt år siden.
Ahmed Hassan er meget tilfreds med sit skifte til Næstved og den danske 1. division.
– Det passer mig rigtig godt, at jeg skal spille i Næstved det næste halve år og forhåbentlig længere tid. Jeg glæder mig til at komme i gang, og jeg håber, jeg kan være med til at hjælpe Næstved til at blive i 1. division, siger 21-årige Ahmed Hassan.
Hans storebror Mustafa Hassan spillede i Næstved i foråret 2012, hvor han scorede en del mål for de grønne. Hvor Mustafa er ekstremt hurtig er Ahmed lidt anderledes som spillertype.
– Jeg er mere teknisk og ikke helt så hurtig som min bror. Jeg har også noget hurtighed, men jeg har ikke min brors fart, siger Ahmed Hassan.
Næstved og Ahmed Hassan har lavet en aftale, der løber den næste halvsæson.
– Det er en god mulighed for at se hinanden an, og vi synes Ahmed kommer med nogle spændende kvaliteter, der passer meget godt ind i det, som vi føler, vi måske står og mangler. Rasmus Grosen er ude i længere tid, end vi lige havde forventet, så derfor er det også fint, at vi får Ahmed ind, siger Jesper Frisenholm.