Musikalsk duo udgiver cd

Foto:
Bente Vist og Karsten Gyldendorf har i mere end 15 år lavet koncerter sammen, og nu danner de også par på cd'en »Mit hjerte er trøstigt«.
Bente Vist og Karsten Gyldendorf har i mere end 15 år lavet koncerter sammen, og nu danner de også par på cd'en »Mit hjerte er trøstigt«.

Herlufsholm // En ny cd med dansk kompositionsmusik bliver præsenteret i forbindelsen med en koncert på søndag 23. marts klokken 15 i Herlufsholm Kirke.

Det er sangeren Bente Vist og kirkens organist Karsten Gyldendorf, der har indspillet »Mit hjerte er trøstigt« med sange fra 1950-2000.

Alle numrene er originalt komponeret for sopran og orgel af danske komponister som Herman D. Koppel, Per Nørgård, Ib Nørholm, Niels la Cour med flere, og mange vil sikkert mene, at det nok er svært tilgængelig musik med mange sære dissonanser.

– Det er det også. Men det er også musik fuld af poesi, lyrik, drama, sødme og smukke melodier, der lægger sig i sporet efter Carl Nielsen, men nu med indtryk af andre store komponister fra perioden: Hindemith, Stravinskij, Schönberg og så videre, siger Karsten Gyldendorf.

– Indspilningen er en næsten komplet dansk antologi for sopran og orgel fra denne periode, og mange af værkerne har ikke tidligere været indspillet. Teksterne er overvejende bibelske – men der er også folkeviser og indianerdigte.

Bente Vist har tidligere været nomineret til en Danish Musik Award for sin indspilning af værker af Per Nørgård, og hun har både som solist og som ensemblemusiker indspillet flere cd'er. Hun er specialist i gammel musik og kan høres i mange sammenhænge som solist. Hun er desuden lærer ved Syddansk Musikkonservatorium i Odense.

Karsten Gyldendorf er uddannet på konservatorier i København og Paris, og han debuterede som orgelsolist i 1992. Han har optrådt som orgelsolist og pianist i adskillige europæiske lande samt i dansk og norsk radio. Han har tidligere indspillet en ren orgel-cd med titlen »Variazioni«.

Ved minikoncerten i Herlufsholm Kirke kan man høre uddrag fra »Mit hjerte er trøstigt« fremført live, og ved den efterfølgende reception i Kapitelsalen er der mulighed for at købe cd'en til særlig release-pris.

Der er gratis adgang til hele arrangementet.