Matchvinder betalte sin gæld

HÅNDBOLD: Oliver Horst fra Næstved Herlufsholm afgjorde et jævnbyrdigt, afvekslende og spændende bundopgøret mod Dianalund/Tersløse med sin ottende scoring til 23-22.

Matchvinder betalte sin gæld

- Jeg tror aldrig, jeg har haft så mange dueller..., siger Oliver Horst. Næstved Herlufsholm-spilleren blev topscorer med otte mål mod Dianalund/Tersløse og afgjorde bundopgøret fem sekunder før tid. Foto: Claus Rasmussen.

Foto: Claus Rasmussen

Søndag fyldte Amer Skaljic fra Dianalund/Tersløse 29 år, og det var tæt på, at han kunne være vågnet op på sin fødselsdag som lykkelig matchvinder i lørdagens vigtige hjemmekamp i 2. division mod Næstved Herlufsholm.

30 sekunder før tid brød den stærke bagspiller igennem sydsjællændernes forsvar, men afslutningen ramte stolpen, gæsterne fik fat i returbolden, og med kun fem sekunder tilbage på haluret sikrede Oliver Horst sig helterollen i stedet.

Næstved Herlufsholms venstreback buldrede gennem DTH’s defensiv og afgjorde bundkampen med sin ottende scoring til 23-22.

– Det var sgu fedt – og dejligt med to point. Jeg skyldte også fra kampen mod Furesø, hvor jeg brændte et straffekast efter tid, siger Oliver Horst.

Den kamp tabte Næstved Herlufsholm med ét mål, men lørdag betalte Oliver Horst altså sin “gæld”, og så kunne spillere og ledere på det skadesplagede hold endelig slippe jubelen løs og puste støvet af sejrssangen efter ni nederlag i træk.

– Det er vores sammenhold, der gør, at vi vinder i dag. Især efter jul har vi haft nogle gode træninger og moralen har været høj. Så selv om vi ikke har fået point, har vi redet på en bølge, siger Oliver Horst.

– Det var hårdt i dag. Men det var en fed kamp. Måske var den ikke så køn, men jeg tror, den har været underholdende at se på.

15-11 og overtal

Den kampanalyse var lige så skarp som de fleste af Oliver Horsts afslutninger, for opgøret havde alt hvad der hører til et bund- og lokalopgør med en ny sæson i 2. division på spil.

På grund af Ajax’ konkurs får den københavnske storklub tildelt de to direkte nedrykningspladser fra 2. division, mens det dårligste af de øvrige hold i rækken skal spille kvalifikationskamp.

Bundproppen Dianalund/Tersløse skulle vinde med otte mål for at indhente Næstved Herlufsholm på pointkontoen og overhale rivalerne i det indbyrdes målregnskab, og det så lovende ud for hjemmeholdet i begyndelsen af anden halvleg.

Efter 10-10 ved pausen, bragte DTH’erne sig foran 15-11, og da gæsterne samtidig fik en spiller udvist, gav det gode muligheder for at udbytte føringen.

Sådan gik det dog langt fra.

Oliver Jensen diskede op med en stribe store redninger i Næstved Herlufsholms mål, og i den anden ende af banen slap holdkammeraterne alle hæmninger, gik aggressivt mod kassen og scorede seks gange i træk til føring på 17-15.

Nederlaget gør ondt

Dianalund/Tersløse vendte kampen på hovedet endnu engang, da værterne gik fra 18-20 til 22-20, og da keeper Thomas Lüstermann nappede et straffekast fra Oliver Romme med godt fire minutter igen, lignede det for alvor en hjemmesejr i Holberg-hallen.

Og så smuldrede den alligevel væk i slutfasen.

– Det gør ondt, for jeg synes, vi spillede en kamp, hvor vi havde fortjent mere. Vi er “stolpe ud” fra at få noget med, så det gør RIGTIG ondt, siger Dianalund/Tersløses skuffede træner Per Berg.

– Jeg har ikke en finger at sætte på præstationen. Det er bare utur, uheld og et bundholds lod, og lige nu er det svært at tage noget positivt med videre, for resultatet skygger for det.

DTH har nu syv kampe til at hente fem point mere end Næstved Herlufsholm og undgå kvalifikationskampene, men med kun én sejr i 15 kampe, ser det mere end svært ud.

– Det er da klart, at det ligner meget, at vi skal spille kvalkampe. Men der er masser af kampe endnu, så vi giver ikke op. Vi spiller jo alle kampe for at få noget ud af dem, siger Per Berg.

Og Næstved Herlufsholms afgående træner Mikkel Hyldebo er enig i, at sæsonen langt fra er slut endnu.

– På ingen måde. Hvis DTH kan vinde et par kampe, så kan vi få gummiben, og så kan alt ske. Så den er absolut ikke hjemme. Men vi er i en god position, siger Mikkel Hyldebo.

Kampen i tal

2. division, mænd

Dianalund/Tersløse – Næstved Herlufsholm: 22-23 (10-10)

Målscorere for Dianalund/Tersløse: Victor Kolding 6, Amer Skaljic 5, Niclas Gildhoff 4, Thomas Larsen 3, Malthe Vendelborg og Mathias Jørgensen 2.

Målscorere for Næstved Herlufsholm: Oliver Horst 8, Frederik Andersen 5, Niklas Færgegaard 4, Kasper Rasmussen 3, Oliver Romme 2, Simon Østergaard 1.

Udvisninger: 2-2

Stillinger undervejs: 4-4, 6-8, 12-10, 15-11, 15-17, 22-20.

Niclas Gildhoff gjorde det til 21-20 med sin fjerde scoring, men selv om Dianalund/Tersløse flere gange var i sejrsposition mod Næstved Herlufsholm, blev det til et bittert nederlag i bundkampen. Foto: Claus Rasmussen
Næstved Herlufsholm har nærmest en hel startopstilling på skadeslisten, og lørdag måtte keeper Jonas Mansgaard hjælpes fra banen med en knæskade i starten af anden halvleg. Det var dog held i uheld for sydsjællænderne, for Oliver Jensen kom ind og leverede en hel stribe af store redninger.