Høsten er i fuld gang, og det har givet Midt- og Sydsjællands Brand & Redning ektra meget at se til de seneste dage. På grund af varmen er der ekstra tørt, og der skal derfor ikke meget til, før der går ild i eksempelvis marker og afgrøder.
Flere steder i Næstved-området er der opstået brande på grund af tørken, og indsatsleder Jan Pagter Simonsen roser landmændene for at tage deres forholdsregler og hjælpe til, hvis det skulle gå galt.
– Landmændene har været meget flinke til at have hjælperedskaber med, så vi sammen kan lave en hurtigere indsats. De har både harver og vand med ud. De laver et brandbælte for at begrænse omfanget, forklarer indsatslederen.
I gennemsnit har Midt- og Sydsjællands Brand & Redning 10 kørsler om dagen til markbrande og brande i landbrugsmaskiner i Næstved-området. Det er mange flere, end det plejer at være.
– Det er fuldstændig ekstremt. Det starter gerne omkring middagstid. Og så kører vi ellers uafbrudt til om aftenen. Det er meget, meget tørt. Vi kender ikke omfanget, så vi sender altid en automobilsprøjte og en til to tanke, siger indsatslederen.