Man skal lege så længe man lever

Åbent atelier: Sjællandske besøgte Ellen Christensen og Ea Lumholt Nielsens galleri ved det årlige Åbent Atelier

Foto: Henrik Førby Jensen

Næstved: Baggården er som taget ud af en fransk film. Rå stenmure beklædt med efeun slidt træbænk og et klædeligt rustent bord giver gårdhaven et smukt, rustikt præg, der står godt til gårdhavens væld af blomster og øvrige planter.

Her holder Ellen Christensen og Ea Lumholt Nielsen porten åben for alle, der har lyst til at kigge indefor og se nærmere på deres kunsthåndværk.

De to har deltaget i det årlige Åbent Atelier i Næstved kommune i otte år og har en livslang passion for at udfolde sig kreativt.

Ea Lumholt Nielsen udstiller kun sine ting to gange om året: Ved KUBAs årlige udstilling på Grønnegade Kaserne og ved Åbent Atelier.

– Åbent Atelier giver os mulighed for at skabe en kunstnerisk begivenhed og at være en del af bybilledet i Næstved, siger hun.

På Sjællandskes opfordring tager de to gallerister sig en lille tur på gårdens to gynger. Man skal jo huske at lege så længe, man lever.

– Og det er det, vi gør her, bekræfter Ellen Jacobsen.