Hvordan i alverden, man kan overse en skraldebil, er et godt spørgsmål, men det lykkedes i hvert fald for en bilist onsdag lidt over middag.
Her holdt en stor skraldebil stille på Suså Landevej og ventede på at svinge til venstre. Imens blev den ramt af en personbil, hvor chaufføren altså overså, at skraldebilen holdt stille.
Føreren af personbilen blev kørt til tjek på skadestuen efter mødet med skraldebilen, men der ud over skete der kun materiel skade.
Færdselsuheldet skete klokken 13.07 omkring Suså Landevej 57 i nærheden af Herluflille.