
SuperBrugsen i Fuglebjerg er klar til julen med dens mange traditioner.
En god tradition er at, bestyrelsen serverer gløgg og æbleskiver for kunderne.
Dette arrangement fandt sted i søndags mellem klokken 10 og 14, og hver time blev der trukket lod om to gavekurve.
En anden god tradition er, at børnene indleverer julesokker i løbet af december.
– I år har vi fået over 200 julesokker. Det er flere end de tidligere år, og det er første gang, vi har fået flere end 200 sokker indleveret, fortæller uddeler Flemming Jensen.
– Vi sørger for, at julemanden, eller hans kone, putter noget lækkert i julesokkerne, og så kommer børnene og henter sokkerne igen, siger han med et grin.
Julesalget i SuperBrugsen i Fuglebjerg er indtil videre gået godt.
– Vi har på nuværende tidspunkt solgt mere end på samme tidspunkt sidste år. Det er vi meget tilfredse med, også taget i betragtning, at markedsniveauet er lidt lavere i år, siger Flemming Jensen.