Havn betaler for at fjerne stinkende bjerge af tang

Foto: unknown, Anna C. Møhl
Feriesæsonen nærmer sig. Nu bliver det første læs tang fjernet fra Vesterhave Strand. Foto: Niels Brande
Feriesæsonen nærmer sig. Nu bliver det første læs tang fjernet fra Vesterhave Strand. Foto: Niels Brande

Næstved Havn er parat til at betale en del af de udgifter, der er forbundet med at fjerne store bunker tang på Vesterhave Strand i ferieparadiset Karrebæksminde.

Det skriver Sjællandske.

Hidtil har Næstved Havn ikke ønsket at påtage sig en økonomisk byrde, men på et ekstraordinært møde i havnebestyrelsen, blev der bevilget 150.000 kroner til fjernelse af tang.

Det er et engangsbeløb, understreger formand for Næstved Havn, Kristian Skov-Andersen (V).

– Det ligger i yderkanten af, hvad en erhvervshavn skal og må. Vi gør det som markedsføring af havnen og som en service over for Karrebæksminde, siger Kristian Skov-Andersen.

Selv om Vesterhave Strand er ejet af to grundejerforeninger, har Næstved Kommune påtaget sig en del af regningen for at samle tangbunkerne og køre dem på deponi.

Næstved Kommune har spurgt, om Næstved Havn vil bidrage med 200.000 kroner til at fjerne tang på Vesterhave Strand. Næstved Kommune bidrager med 300.000 kroner og beboerne i området med 100.000 kr.

Sommerhusejerne er trætte af lugten af rådden tang, der på en lun sommerdag skyller ind over ferieparadiset.

Lokale mener, at havnens udvidelse af en mole i hjørnet af Vesterhave Strand har øget mængden af tang.

– Vi betaler ikke, fordi vi påtager os en del af ansvaret, men fordi Karrebæksminde er et vigtigt sted for Næstved Havn. Og så lukker vi for kassen, siger Kristian Skov-Andersen.