God vin og en duft af ler

Claus Eskildsen med et par af de flasker vin, som Det Portugisiske Hus nu sælger på nettet.
Claus Eskildsen med et par af de flasker vin, som Det Portugisiske Hus nu sælger på nettet.

STENLILLE: Hjemmesiden for Det Portugisiske Hus er lige kommet i luften.

– Det holdt hård forleden aften, hvor det virkede, så virkede det ikke, men nu virker det igen, fortæller Claus Eskildsen, der sammen med sin hustru, byrådsmedlem Anita Eskildsen (S) står bag den nye internetbutik.

Anita Eskildsen og hendes søster Dorthe har solgt keramik på markeder og ved gårdsalg i Vellerup i nogle år, men da søsteren ville ud af foretagendet, har Claus og Anita Eskildsen valgt at tage varene hjem.

– Vi har stillet dem i vores havestue, siger Claus Eskildsen og oplyser, at butikken fremover primært vil være internetbaseret.

Parret vil dog også tage ud på markeder og sælge derfra.

De blev bidt af Portugal, da de for 12-14 år siden købte sig ind i et hus i Sydportugal. Det er en foreningen på omkring 20 familier, der ejer huset, som familien Eskildsen gæster mindst en gang om året.

– Så er det gerne en lang ferie på to-tre uger, siger Claus Eskildsen.

Hele idéen med at sælge keramik fra Portugal opstod i 2001, hvor parret boede 10 uger i landet. De lærte folk at kende og fik kontakt med flere keramikværksteder.

– Jeg er gammel keramiker, inden jeg tog en uddannelse til pædagog, så jeg har bare et eller andet med duften af ler, fortæller Claus Eskildsen.

Parret har aftaler med seks-syv værksteder, der laver 10-12 stel plus diverse keramikting. Claus Eskildsen har ikke selv lyst til at producere keramik.

– Det er overstået for mig, nu udlever jeg det på den her måde, siger Claus Eskildsen og forklarer, at hans keramikbaggrund til gengæld gør, at han kan se, hvad der er godt og skidt.

Det Portugisiske Hus får derfor ting hjem, som kan blive brugt i både ovn og mikroovn, og som kan tåle at komme i opvaskemaskinen. Claus Eskildsen tager en tallerken ud af opvaskemaskinen og viser, at den ikke har så meget som et lille skår.

– Det er sjældent, det sker, at der kommer skår i dem. Keramikken er rimelig solidt brændt ved høje temperaturer, fortæller Claus Eskildsen.

Også vin

Om én til to måneder vil Det Portugisiske Hus også kunne tilbyde oliven og olivenolie.

– Vi er nødt til at starte i det små og passe det ind med arbejdet, siger Claus Eskildsen.

Portugal er nok mest kendt for portvin, men der bliver i følge Claus Eskildsen også lavet rigtig god rød- og hvidvin.

– I gamle dage beholdt portugiserne selv den god vin og eksporterede skramlet, men det har de fundet ud af ikke går længere, hvis de vil være på eksportmarkedet, fortæller Claus Eskildsen.

Det Portugisiske Hus kan i øjeblikket tilbyde 10-12 forskellige rød-, hvid- og portvin, samt den grønne vino verte, der er brygget på grønne umodne druer.

– Den er rigtig god iskold på en varm sommerdag, siger Claus Eskildsen og griner.

Når familien Eskildsen tager Portugal til sommer, er planen, at de bruger en uges tid til at køre langs Douro-floden i den nordlige del af Portugal. Det sker blandt andet for at skabe nye kontakter til vin, da det er i dette område, den meste vin bliver lavet.

– Det er langt væk at have et sommerhus, men vi kommer helt ned i gear dernede, fortæller Claus Eskildsen.

britt