
Du får tre gange så meget asfalt for pengene – til gengæld er den såkaldte kør-selv-asfalt med løse skærver ofte en plage for både bilister og cyklister.
Det har nu fået politikerne i Teknisk udvalg til at foreslå begrænsning af den billige asfalt, der i fagsprog hedder OB-belægning, som kommunen dog ikke har råd til at undvære.
– Vi har et kæmpe vejnet, der skal asfalteres, og OB-belægningen er effektiv og billig. Men vi erkender også, at belægningen er upopulær, derfor skal den kun benyttes på mindre befærdede veje, ligesom udvalgte cykelveje skal friholdes fra knuste skærver, siger udvalgsformand Helle Jessen (S).
Billig og slidstærk
I en orientering til udvalget fremgår det, at kommunen overvejende har gode erfaringer med de løse skærver som tilsættes bindemiddel og tromles ned i vejen. Det koster kun en tredjedel af almindelig asfalt, det er slidstærkt, og så spares der også på råstofferne.
Til gengæld kan det være ubehageligt at køre på som bilist, hvor den nyanlagte asfalt giver lav friktion og stenslag, ligesom cyklisterne må trampe ekstra hårdt i pedalerne på grund af den store rullemodstand.
Alvorlig ulykke
Politikerne bad om orienteringen efter en cykelulykke i Odsherred i sommer, hvor en 69-årig kvinde blev alvorligt kvæstet, da hun styrtede på de nyanlagte skærver. Tidligere har Vordingborg Kommune helt droppet brugen af kør-selv-asfalt på grund af kraftig kritik af den løse belægning.
Alene i år har Næstved Kommune asfalteret mere end 100.000 kvadratmeter vej med den billige belægning, der nu altså kun må bruges på mindre befærdede veje.
– Men vi slipper ikke udenom belægningen, for ellers havde vi ikke råd til at asfaltere vores vejnet, siger Helle Jessen.
Næstved Kommune er med sine 684 km² den største kommune på Sjælland, målt på areal, og kommunen råder derfor over et enormt vejnet, der skal vedligeholdes og asfalteres.