
To uger efter dykkerulykke, der førte til et dødsfald, er der fortsat ingen forklaring på den tragiske hændelse. Det var en yngre mand fra Næstved der omkom.
– Obduktionen har ikke givet noget svar på, hvordan det skete. Der er intet, der tyder på, at det var sygdom, der har været årsag til hændelsen, siger Benny Jørgensen fra Nykøbing Falsters Politi.
I første omgang mente politiet ellers at årsagen kunne have være et hjertestop eller anden akut opstået sygdom, men det har altså ikke været tilfældet.
I forsøget på at finde svar på den ulykkelige begivenhed har politiet i Nykøbing nu sendt dykkerens udstyr til undersøgelse hos Søværnets Dykkerskole.
– Det kan have været udstyret, den var gal med , så det skal vi nu have undersøgt, siger Benny Jørgensen.
Dykkeren var af sted sammen med to andre dykkere. Den 39-årige mand skulle haft problemer med udstyret, og han var derfor ikke taget ud sammen med de andre. Da de kom tilbage, var han væk, og en stor redningsaktion blev sat i gang. Efter tre timer blev dykkeren fundet. Han blev fundet på bunden af vandet, hvorefter han blev bjærget ind til stranden.
»Et utilgiveligt miljø.« Sådan omtaler formanden for Dansk Sportsdykker Forbund, Jesper Irming, de omgivelserne dykkerne befinder sig i.
– Hvis der pludselig opstår en situation – det kan være en blodprop, hjertestop eller andet – når vi er i vandet, kan det være svært at gøre noget. Sker de samme ting på land, er der mulighed for hurtigere at komme personen til undsætning, forklarer formanden om betegnelsen »utilgiveligt miljø.«
Jesper Irming kender identiteten på den omkomne, men mere end det ved han ikke.
– Jeg er meget interesseret i at få opklaret, hvad der er sket, så vi måske kan forhindre noget lignende i at ske igen en anden gang, siger han.
Nykøbing Falsters Politi oplyser, at man regner med at få svar fra Søværnets Dykkerskole en gang i næste uge.