Det kan være svært at komme ind på boligmarkedet for folk, der ikke har ret meget at rutte med. Det skal et nyt boligkoncept lave om på.
Mandag tog boligselskabet Lejerbo nemlig første spadestik til 35 billige boliger for enden af Sneppevej i Næstveds østlige bydel, lige ved siden af kommunens ældreboliger.
Her skal etableres boliger, hvor huslejen begynder ved 3.090 kr. om måneden.
Forretningsfører i Lejerbo, Michael Keis, glæder sig over at Lejerbo nu er i stand til at tilbyde tag over hovedet til folk, der gerne vil ind på boligmarkedet uden de store midler.
– Konceptet med startboliger er landsdækkende. Det er nøjagtig samme type præfabrikerede boliger, som der bliver opført i f.eks. Holbæk og på landsplan bygger vi 600 boliger af denne type, siger Michael Keis.
En anden årsag til at prisen kan holdes nede er et meget lille ude-areal, f.eks. er der næsten ingen p-pladser, da det forventes, at beboerne ikke har egen bil.
Byggeriet af de 35 boliger ventes færdigt næste år. Foruden startboligerne på Sneppevej har Lejerbo netop haft rejsegilde på 45 almennyttige boliger på Agerhønevej, på den modsatte side af Østre Ringvej. Det letter lidt af presset på boligselskabegts venteliste, hvor 2.000 borgere i øjeblikket venter på en bolig.