Dramatisk biljagt

Dramatisk biljagt med 18-årig bag rattet

En sømmåtte var ikke nok til at standse en 18-årige bilist, som ikke havde lyst til at tale med politiet. Arkivfoto: Jan Jensen

Selv om politiet lagde en sømmåtte ud, lykkedes det først at standse en vildtkørende personbil, da politiet påkørte bilen.

Den dramatiske biljagt foregik natten til lørdag og startede klokken 1.43, da en politipatrulje lagde mærke til en personbil, der kom kørende ved Fensmark. Patruljen gjorde tegn til bilen om at standse, men føreren trådte i stedet på speederen og fortsatte.

Herefter fulgte en længere eftersættelse ad vejene mellem Næstved og Haslev. På et tidspunkt fik politiet lagt en sømmåtte ud (stopsticks), som bilen ramte men alligevel fortsatte.

Til sidst måtte en patruljebil bevidst påkøre personbilen, så den standsede.

I bilen sad på førersædet en 18-årig mand, og med i bilen var en 17-årig ung mand og en 14-årig pige. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for en lang række færdselsovertrædelser, mens den 17-årige blev sigtet efter lov om euforiserende stoffer, da han havde hash i lommen. I forhold til den 14-årige pige, blev forældrene og de sociale myndigheder kontaktet.