
287 gram amfetamin er lige lidt mere end bare til eget forbrug. Suppleret med lidt MDMA, benzodiazepiner – piller mod søvnløshed og angst – og morfinpiller var det udbyttet, da politiet fredag aften aflagde besøg i en lejlighed i Sct. Jørgens Park.
– Her snakker vi distributørniveau, siger Mads Justesen, politikommissær hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Her i politikredsen går man pt. ikke så meget efter pusherne på gaden men mere efter distributører og bagmænd. Politiet er godt klar over, at folk bliver frustrerede, når de kan stå og se på, at der bliver handlet stoffer på gaden, men filosofien er, at det har mere effekt at få fat i distributører og bagmænd.
– Det rykker lidt mere, end hvis vi bare snupper en pusher ved Crazy Daisy med et par gram på sig, siger politikommissæren.
Der var fire personer til stede i lejligheden, da politiet ransagede den fredag aften. Alle fire blev anholdt kl. 21.50 og lørdag fremstillet i grundlovsforhør. Den 27-årige kvinde, som bor i lejligheden, samt en 44-årig mand blev varetægtsfængslet i foreløbig fire uger, mens de andre to – en kvinde på 38 år og en mand på 43 år – blev løsladt igen. Alle fire personer er fra Næstved.