Det er ikke nødvendigt, at træne dart og ramme bullseye hjemme i haven, inden man begynder hos Næstved Dart. Her er plads til alle både nybegyndere, rutinerede, unge som ældre.

– I Næstved Dart gør vi meget for at alle føler sig velkommen. Der er mulighed for at låne pile, så man kan finde ud af, om dart er det rigtige, inden man melder sig ind, fortæller formand for Næstved Dart, 61-årige Merete Hossy, der selv begyndte til dart, da hun var i 30’erne efter hun havde været ude for et færdselsuheld.
– Jeg kunne ikke længere spille håndbold, så jeg skulle finde på noget andet. Jeg blev bidt af dart og samværet.
Det kræver mentalt overskud
– Spillet ser nemmere ud end det er, og mange bliver overraskede over, hvor meget det egentlig kræver. Det er præcision. 85 pct. af sporten handler om det mentale. Der skal være fuld koncentration, og fysikken spiller også en rolle, fordi man står meget. Jo bedre kondition – jo bedre koncentration, smiler Merete Hossy.
Merete Hossy nyder intensiteten, der er i spillet. Man kan næsten høre en knapnål falde, når der skal være fokus på skiven. Bagefter bliver kastet måske forløst af et kampråb.

Hold i 2. Division
– Det er en meget individuel sport, hvor man godt kan sige man kæmper mod sig selv. Men det er også en holdsport. Vores 3. divisionshold på fire personer er nu rykket op i 2. division øst. Det går dem godt. De har vundet deres tre første kampe i 2. division, fortsætter formanden.
Næstved Dart hører under DDU (Dansk Dart Union) og reglerne i divisionen er lig fodbold. Der er to sæsoner forår og efterår. DDU har 12 hold i 2. division øst, der spiller både ude og hjemme kampe. Derudover bliver der også plads til mange stævner.
Efterlyser flere ungdomsspillere
I 2012 flyttede Næstved Dart ind i den tidligere spejderhytte på Præstøvej 120B. De har for tiden 30 medlemmer i alderen 25 til 70 år.
– Vi vil rigtig gerne have flere også ungdomsspillere. Det kræver bare en frivillig, der gerne vil træne de unge. Vi vil meget gerne øge vores åbningstider til formålet, tilføjer Merete Hossy.

Dartens Dag – alle er velkommen
Søndag 12. februar er det Dartens Dag – det årlige event, hvor alle landets dartklubber holder åbent hus. Her er alle interesserede velkommen til at kigge forbi Næstved Dart, der holder åbent kl. 11-15.
Pil op til Spejderhyttens faciliteter, der er fordelt på to plan med køkken og toilet i stueplan og et lokale med to baner. På førstesal er der seks baner. Her afvikles mange kampe.
– Vi ligger i et vidunderligt grønt område på åsen, men vi har begrænset adgangsveje. Der er dog mulighed for at parkere nogle få biler ved huset, hvis man er dårligt gående, oplyser Merete.
Dart Næstved holder åbent fire dage om ugen, mandag, onsdag og fredag fra kl. 19 og torsdag fra kl. 17. Tirsdage er der ofte turneringer og lørdage divisionskampe.