Tak til Jens Nielsen, Hostrupvænge for et godt læserbrev i Sjællandske 22. oktober.
Man må undres, at et enigt byråd, dog uden to inhabile medlemmer, kan stemme for at sende en lokalplan i høring, der ikke har gang på jord. Enigheden blev oplyst på borgermødet 7. oktober, hvor de fremmødte borgere kom med utallige indsigelser mod lokalplanen – indsigelser der forhåbentligt vil blive tilsendt kommunen, så planen kan blive taget af bordet. Hvordan kan et byråd sende en lokalplan i høring, hvor bebyggelsesgraden overstiger 90 procent, hvor man normalt kun vil godkende 50 procent.
Blot et af mange argumenter for at tilbagekalde lokalplanen vil være P-forholdene. På oversigten over lokalplanen, kan man se, at der er afsat 70 p-pladser. Men med ca. 50 boliger skal der afsættes minimum 75 pladser, og hertil skal der være minimum 28 p-pladser til erhverv i Digtergårdscentret – altså i alt 103 pladser!!
Har man tænkt sig, at de manglende p-pladser kan "tages" i boligblokken på H.C. Andersens Vej eller evt. Digeterhavens p-pladser på Fodbygårdsvej?
Nej, kære byråd – dette er en ommer!!!
Ole Andersson
Fodbygårdsvej 19A
Næstved