Når jeg tænker på Jens Okking, er det især to figurer, der springer frem.
To figurer, hvor Jens Okking portrættere den handlende idealistiske mand, der går over stregen. Det er den øretæveuddelende desillusionerede idealist og betjent Karl Jørgensen i den fremragende film Strømer fra 1976, som blev videreført i tv-serien Engang Strømer og den navnløse skytte i den ligeledes fremragende Skytten fra 1977.
Her tager idealisten sagen i egne hænder, bliver selvtægtsmand og giver sig til at skyde ganske uskyldige mennesker på gader og stræder i København for at stoppe opførelsen af et atomkraftværk. En lignende tanke har mange af os sikkert leget med, når noget bare er for galt. Når afmagten bliver for stor, og verden kalder på handling. Heldigvis bliver det ved tanken for de fleste af os.
Filmen kulminerer med det legendariske attentat på fodboldspilleren Allan Simonsen under en landskamp i »Idrætsparken«.
Spektakulært. Javist, men da jeg så filmen som 14-15-årig, var det et helt andet mord, der gjorde størst indtryk. Jeg ved ikke hvorfor, og jeg har genset filmen flere gange – senest efter genindspilningen med Kim Bodnia som skytten – men det er stadig den sekvens, der står klarest.
Der er naturligvis scenen, hvor man ser Jens Okking bevæge sig op på taget af et hus, mens den nu nærmeste ukendte Peter Ronild er hos optiker. Da Ronild træder ud på gaden for at tjekke sit syn, siger han:
– Der ligger en mand oppe på taget med et….
Hvorefter han bliver ramt i øjet og styrter til jorden.
Det gjorde et uudsletteligt indtryk.
Her i Næstved var tiden med Jens Okking knap så spektakulær, men dog konfliktfyldt. Jeg selv nåede aldrig at møde Jens Okking. Da jeg kom her på redaktionen, var han allerede kommet på plejehjem.
Det var ikke kun på skærmen, han var en kriger. I virkeligheden kunne temperamentet også slå gnister. I 1984 blev han dømt for vold mod en 16-årig dreng, der i Ringstedgade ramte Jens Okkings daværende kone, da drengen kørte forbi.
Det fik Jens Okking i raseri til at gribe den formastelige ungersvend og klaske ham op af en forretningsrude, der smadrede, hvorefter han stak knægten en lussing. Det kostede en dom for vold.
I 2000 kom Jens Okking og TV Øst på kollisionskurs, mens han var medlem af Europa-Parlamentet. Den populære skuespiller kørte ofte parløb med Freddy Blak, og under en strid om honorarer kaldte tv-direktør Vagn Petersen blandt andet de tos ageren for politiske klovnerier. Det gjorde Jens Okking så vred, at han nægtede at optræde på kanalen.
I 1999 blev han valgt til Europa Parlamentet, men i 2003 måtte han stoppe efter flere sygdomsperioder. Han led af gentagende depressioner og lagde den politiske karriere på hylden.
Jens Okking flyttede til Holme-Olstrup med sine to voksne sønner, hvor de med familier boede i »kollektivet«. Han fik en blodprop i 2005 og blev i den første tid passet af familien, men den måtte opgive, og en syg Jens Okking blev sendt på plejehjem.
Her boede Jens Okking på »prestigeplejehjemmet« Symfonien fra 2013. I en periode i slutningen af 2015 beskrev Sjællandske de horrible forhold på plejehjemmet. Flere pårørende stod frem og fortalte om omsorgsvigt i stor grad. Familien Okking afviste, at forholdene på Jens Okkings afsnit var lige så horrible.
I foråret 2016 kunne familien Okking alligevel fortælle, hvordan deres far og svigerfar også havde været udsat for omsorgssvigt. Hele familien stod frem i BT med historien.
En syg og tandløs, men stærk mand stod op en sidste gang og slog et slag. Til Sjællandske fortalte sønnen Niels Okking og svigerdatteren Britt Tippins om de kritisable forhold. De fortalte om manglende tandpleje, sukker til en sukkersyg, forkert medicinering, uhyggelig travlhed og skødesløshed, der havde kostet tre forsvundne tandproteser
– Vi er så kede af det. Jeg har set to store stærke mænd i gråd af afmagt, sagde Britt Tippins.
– Arbejdsgangene sejler. Det er ledelsen, sagde Niels Okking og frikendte den menige medarbejder.
Efterfølgende fik Symfonien en pengeindsprøjtning, og forholdene blev bedre. Nu er den gamle kæmpe død, og jeg vil huske ham som Karl Jørgensen, og skytten, der myrdede Peter Ronild. Ikke den gamle tandløse mand, der blev behandlet uværdigt på Symfonien.
