Byens sidste farvehandel har fået et løft

Foto: Claus Rasmussen

Næstved // Tidligere vrimlede det med farvehandler i centrum af Næstved. Nu er Farvemessen i Østergade den sidste af slagsen, men til gengæld er den så god som ny.

– Alt er renoveret og sat i stand, fortæller Kristian Riff Andersen.

For et halvt år siden overtog han og Bent Stuhr forretningen efter Per Mørkeberg, der i mere end 25 år drev den sammen med Bent Mørk, som døde for halvandet år siden.

Med overtagelsen blev fo.rretningen del af »en familie«, der også tæller Bent Stuhrs farve- og tæppe-forretninger på Erantisvej og Kristian Riff Andersens rullende gardinbus.

– Jeg har kørt med gardinbussen i seks år, men nu har jeg også et sted at parkere den, siger Kristian Riff Andersen med et grin.

– Så nu kan man både komme ind i butikken og få inspiration og se de forskellige modeller, og man kan få besøg af gardinbussen, der er opdateret med nyheder.

Komplette tilbud

Det komplette navn for butikken i Østergade er Farvemessen Næstved Gardiner, og det er med til at understrege at det er mere end en almindelige farvehandel.

– Nu kan vi det hele indenfor gulve, gardiner, markiser og maling, men vi har delt tingene lidt op, så der er tæpper på Erantisvej og gardiner i Østergade og i bilen. Så kan man som kunde være sikker på, at når man kommer ind et sted, så møder man en, der ved noget om det, de sælger. Hvis vi skulle have det hele i alle tre forretninger, så skulle vi have eksperter alle tre steder, forklarer Bent Stuhr.

I mange år drev han farvehandel i Næstved city, og nu er han grossist for både Sadolin og Nordsjö. Og med de to mærker i ryggen er der masser af malervarer at vælge imellem i både Østergade og på Erantisvej.

– En detail-butik supplerer grossist-delen fint. Det er svært at leve af lidt maling og voksdug og yde en ordentlig service, når det handler om ét eller to rullegardiner. Men nu har vi et erhvervsmæssigt bagland, og kan lave komplette tilbud til både private og erhverv, siger Bent Stuhr.