
Det er den store sparekniv, som Næstved Kommune tager op af skuffen, når de skal spare fem millioner kroner på busdriften.
Med det forslag som Center for Trafik har udarbejdet, kommer det til at betyde, at stort set alle busruter i Næstved på en eller anden måde rammes af besparelserne. Nogle af ruterne skal skæres i antallet af afgange, mens andre ruter står helt til at skulle lukke.
Næstved Kommune offentliggjorde forslaget onsdag eftermiddag på deres Facebook-side og bad borgerne om at henvende sig.
Godt 40 personer har skrevet deres kommentarer på siden, og op mod 2000 har set opslaget.
– Vi er overraskede over, hvor konstruktive folk har været i deres tilbagemeldinger. Det er klart, at de er kritiske, fordi det handler om besparelser, men de er konstruktivt kritiske, siger Jesper Feldballe Hansen, vejingeniør hos Center for Trafik.
Sagen skal først i teknisk udvalg på mandag. Herefter skal den behandles i økonomiudvalget, og til sidst skal den behandles i byrådet.
Alt dette skal være sket inden 1. maj, for her skal et færdigt udkast være klar til Movia.
Movia bruger herefter rettelserne til at lave nye busplaner gældende fra december.
Læs mere i dagens avisudgave af Sjællandske eller i vores e-avis her på siden