
En række borger på Thyrasvej i Toksværd har indklaget Næstved Kommune for Statsforvaltningen for misbrug af kommunens midler.
8. februar skriver talsmand for gruppen på Thyrasvej, Dan Morrison, til Niels Pedersen, driftschef i Park og Vej, at sagen er sendt videre til Statsforvaltningens afdeling for tilsyn med kommuner og regioner.
Dan Morrison mener, at vejloven kun giver mulighed for at lave påbud og efterfølgende at sende regningen for lovbruddet til den, der brød loven.
– Men af en eller anden indtil videre ukendt årsag, valgte I at lade skatteborgerne betale, skriver han.
Sagen handler om en tvist mellem en række naboer på den lille villavej Thyrasvej i Toksværd.
En af beboerne har ikke bygget sit hus færdigt, og det har bragt en del af de andre beboere på vejen på barrikaderne.
De er utilfredse med, at Næstved Kommune ikke har taget hånd, om det, de mener, er et brud på Byggeloven.
Beboerne mener, huset skal bringes i »ordentlig« stand nu. Derudover skal der ryddes op på grunden, kræver de.
Det har ejeren ikke gjort trods en lang række henvendelser fra både kommunen og de øvrige beboere.
Næstved Kommunes Park og Vej-afdeling var på et tidspunkt på Thyrasvej, hvor man flyttede noget materiel.
Det arbejde har ejeren af Thyrasvej 31 ikke betalt for. Tilsyneladende fordi kommunen ikke har fremsendt en regning.
Det har Dan Morrison nu klaget over til Statsforvaltningen over på vegne af hele gruppen.
Sjællandske har forelagt sagen for Niels Pedersen, men han har ikke yderligere kommentarer.
Efter klagen er gået til Statsforvaltningen, er det blevet en sag, man tager sig af på direktørniveau, ifølge Niels Pedersen.
– Vi valgte at behandle det som en selvhjælpshandling, siger han om Park og Vejs indsats på Thyrasvej.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra kommunaldirektør Bettina Høst.