Billedmagerne på biblioteket

»Billedmagerne«, som er Lis Løvdahl Floding Hansen, Inger Larsen og Ruth Jessen, har gennem flere år gået på malerkursus hos Carsten Krogstrup på Kunstskolen i Nykøbing Falster.

Lis Løvdahl Floding Hansen maler mest naturalistisk, mens Ruth Jessen og Inger Larsen maler abstrakt kunst. De tre kvindelige kunstnere har tidligere udstillet hver for sig, men besluttede sig for at danne kunstgruppen, »Billedmagerne«, som har billeder med mange forskellige motiver. Men fra mandag den 8. januar til fredag den 26. januar holder gruppen sin første udstilling, og det foregår i X-rummet på Næstved Bibliotek.

Lis Løvdahl Floding Hansen har været i lære på Den Kongelige Porcelænsfabrik på Flora Danica afdelingen og har i mange år arbejdet på en tegnestue som illustrationstegner, hvor hun bl.a. farvelagde Rune T. Kiddes gendigtning af H.C. Andersen. Hun maler både i olie og acryl og laver også nålefiltede billeder. Hun holder meget af at male dyr, og fanges især af lyset i billederne.

Inger Larsen står for abstrakte fantasihistorier med en humoristisk drejning, mens Ruth Jessen leger med form, farve og mennesker i forskellige situationer og stemninger.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid.