Billeder: Fjollede trolde indtog BonBob-Land

Foto: Bjørn Armbjørn

Der var gang i trommerne, og gøgl, dans og fjol til den helt store guldmedalje, da en kæmpe flok trolde torsdag gik på optog gennem BonBon-Land i Holme-Olstrup, nær Næstved.

Der var de røde trolde, som stod for musikken og dansen, mens de blå lavede akrobatik og løjer og var lidt frækkere. Publikum blev i høj grad inddraget i optoget, og de små børn så ud til at synes, at troldene var mere sjove og fjollede, end de var uhyggelige.

Uhygge er ellers et tema i forlystelsesparken i disse dage, hvor der fejres Halloween – eller Hallohviin, som det hedder i BonBon-Land. Det kunne ses med græskar overalt og spindelvæv på de traditionelle figurer, som udsmykker parken.

Samtidig kan gæsterne i disse dage prøve to forskellige labyrinter, der får gyset frem i både store og små – i hvert fald fik Sjællandskes udsendte sig et par overraskelser undervejs.

Hallohviin-temaet har været så populært i efterårsferien, at BonBon-Land har besluttet at holde ekstraordinært åbent på søndag, hvor der ellers oprindeligt skulle have været lukket.

– I år har vi valgt at holde længere åbent end tidligere år. Vi har taget de to sidste lørdage i oktober måned med for også at kunne holde åbent på Allehelgensaften den 31. oktober og dermed understrege vores ekstra satsning på Halloween, siger direktør Niels Feerup og fortsætter:

– Derfor valgte vi oprindeligt at holde lukket den sidste søndag i efterårsferien, men vi har simpelthen modtaget så mange henvendelser fra gæster, som gerne ville besøge os på søndag. Dem lytter vi naturligvis til, og vi holder derfor åbent.

Det vil på søndag koste 99 kroner at komme ind i forlystelsesparken, hvis man bruger rabatkoden "Hurra", når man køber online-billet. Derudover holder BonBon-Land også åbent lørdag den 24. og 31. oktober.